GAFFA.dk - alt om musik
Troye Sivan har netop offentliggjort endnu et popnummer fra sit andet studiealbum, Bloom, der er lige om hjørnet. Hør nummeret nederst i artiklen.
Den unge, australske sanger har nu lagt et fjerde nummer op som forsmag på sit kommende album. Det nye nummer, som Sivan selv beskriver som en "episk, tidløs kærlighedssang", hedder "Animal". I går skrev han følgende om nummeret på Twitter: ""Animal" er et af mine yndlingsnumre, som jeg nogensinde har skrevet".
Det rolige, synth-baserede nummer kommer i kølvandet på Sivans seneste single fra det nye album, "Dance To This", som den 23-årige popsanger synger med ingen anden end Ariana Grande. Derudover er numrene "My My My!" og "The Good Side" også blevet offentliggjort.
LÆS OGSÅ: Troye Sivan: Australiens unge sad pop-komet
I et tidligere interview med NME har Sivan blandt andet nævnt, at han ønsker at tage det nye album i en munter retning: "Jeg tror, at min første single "My My My!" er en god indikator for den retning, albummet tager. Der er en munterhed over albummet, som ikke var der på det forrige".
Sivan slog i sin tid igennem som sanger på YouTube, har haft en begyndende karriere som skuespiller, og havde i 2015 sin albumdebut med Blue Neighbourhood. Denne debut fik hele fire stjerner af GAFFAs anmelder, der skrev, at albummet "fremlægger ungdommens kvaler i et blankpoleret popunivers, hvor skræddersyede, sødmefulde melodier fylder rammerne. Musikken stikker dog alligevel dybere end jagten på den næste radiosingle."
"Animal" skulle efter sigende være det sidste nummer, der bliver offentliggjort, inden albummet Bloom udkommer den 31. august.
Hør Troye Sivans nye nummer "Animal" her: