GAFFA.dk - Alt om musik
Angus Young har tilsyneladende ikke tænkt sig at lægge AC/DC fra sig. Dette til trods for, at de andre medlemmer alle er faldet fra, hvad end det er grundet en høreskade, dødsfald, pension eller at være røget i fængsel.
Det australske rockband har oplevet et stort frafald de seneste par år, med sidste triste nyhed så sent som i november, hvor bandets rytmeguitarist Malcolm Young gik bort 64 år gammel – han forlod dog gruppen allerede i 2014. I 2016 trådte Guns N’ Roses-vokalist Axl Rose ind som vokalist for AC/DC, efter at Brian Johnson måtte lægge turnélivet på hylden grundet en høreskade. I 2014 måtte trommeslageren Phil Rudd forlade gruppen grundet en retssag om dødstrusler, og i 2016 gik bassist Cliff Williams på pension. Eneste oprindelige medlem er nu lead-guitarist Angus Young.
Forfatteren Murray Engelheart, der står bag flere bøger om det legendariske band, skriver ifølge Alternative Nation på Facebook, at der er planer om mere turnévirksomhed med Axl Rose som vokalist i AC/DC. Han skriver desuden, at Young vil indspille ny musik med Rose.
Der er endnu ikke nogen officiel udtalelse fra Angus Young om, hvorvidt AC/DC fortsætter med Axl Rose som vokalist. Det kan dog meget vel ventes, at en større udmelding i så fald vil komme, når Rose er færdig med sine turnédatoer i Europa, hvor han spiller med genforenede Guns N’ Roses denne sommer. Herunder til Dyrskuepladsen i Odense 6. juni.