GAFFA.dk – Alt om musik
Efter en overbevisende koncert til dette års Copenhell vender det japanske hardcore-/heavy metal-band Crossfaith tilbage til Danmark.
Japanske Crossfaith er et lettere vanvittigt band, der blander tung, bombastisk metalcore med dance-electronica, til betegnelsen "electronicore". Bandet gav således en koncert på Pandæmonium-scenen på dette års Copenhell, hvor GAFFA uddelte fire stjerner – læs anmeldelsen her.
Med i bagagen har Crossfaith deres nyesteep Wipeout. På ep’en fortsætter bandet med at udvikle deres unikke stil, med synths der lyder som guitarer, guitarer der lyder som laserstråler og højteknologiske beats hele vejen igennem.
LÆS OGSÅ: Black metal-fænomenet Ihsahn gæster Danmark for første gang nogeninde
"Fremtiden vil ikke vente på os, så lad os dykke ind sammen!" siger frontmanden Ken. "Jeg er træt af denne verden, og jeg tror, at mange mennesker føler det samme. Det er svært at vente på fremtiden ..."
Wipeout-ep'en indeholder sange med blandt andet referencer til Final Fantasy VII samt advarsler om faren ved atomkraft, som kan høres på nummeret "Vermillion Gold".
Koncerten finder sted fredag den 5. oktober i Pumpehuset. Billetsalget starter onsdag den 11. juli kl. 10:00.
Se musikvideoen til "The Perfect Nightmare" (2018) her: