Nyhed

Biffy Clyro annoncerer akustisk koncert i København

GAFFA.dk – alt om musik

Det skotske rockband Biffy Clyro vil til efterårets koncert i Koncerthuset kunne opleves i helt nye rammer. 

Til efteråret den 6. oktober vil bandets ”MTV Unplugged”-turné ramme DR Koncerthuset, Koncertsalen, hvor Biffy Clyro vil optræde med et sjældent og unikt akustisk set i nye og anderledes omgivelser. 

Bandet har netop udsendt deres første akustiske album "MTV Unplugged: Live At Roundhouse London", som blev indspillet på det berømte Roundhouse i London sidste år. Gennem dette akustiske album genopfandt bandet deres sange på en ny måde. Albummet er rig på mange af Biffy Clyros hits, som nu er indspille i helt nye rammer, blandt andet numrene "The Captain", "Bubbles" og "Black Chandelier". Albummet markerede relanceringen af den ikoniske MTV Unplugged-serie, som tidligere har budt på navne som Nirvana, Oasis, Pearl Jam og George Michael.

LÆS OGSÅ: Biffy Clyro-interview: Vi vil altid være et guitar-rockband

Normalt er rockbandet kendt for deres kraftfulde koncerter med deres massive lydbillede og store sceneshows. Men når bandet gæster Koncerthuset til oktober, vil publikum formentlig kunne forvente noget helt nyt og anderledes, som ikke er set fra bandet før. Rockbandet med over 20 år på bagen vil kunne ses i nye omgivelser denne aften, hvor deres numre vil kunne opleves i unplugged versioner og i mere tilbagelænede udgaver. 

Billetsalget starter onsdag den 13. juni kl.10.00

ANNONCE