x

Biffy Clyro-interview: Vi vil altid være et guitar-rockband

Biffy Clyro-interview: Vi vil altid være et guitar-rockband

Nogle timer inden det skotske rockband Biffy Clyro skulle spille på et nærved udsolgt Store Vega, var GAFFA så heldige at få lov til at interviewe 2/3 af bandet – bassist og sanger James Johnston og hans tvillingebror, trommeslager og sanger Ben Johnston – da forsanger og guitarist Simon Neil skulle spare stemmen. Det kom der et fyldigt interview ud af, hvor vidt forskellige emner som Leicester-fans, Legoland og selvfølgelig det nye album "Ellipsis" blev berørt.

Bassist James Johnston må starte med at sige, at det lader til, at det omskiftelige vejr er skyld i, at Simon er lidt halvsløj. Han vil derfor spare sin stemme for at være klar til showet samme aften.

Jeg håber I andre er ok så?

Ben: – Jeg er den eneste i tourbussen, som ikke er blevet ramt af noget endnu. Alle andre har skrantet lidt.

 

Touren indtil nu

Hvordan har jeres tour været indtil nu?

James: – Fantastisk og virkelig god!

Ben: – Vi startede i Schweiz, derefter Italien og Skandinavien. Ja, vi har taget alle de kolde steder (griner). Men det har været fantastisk, og vi har spillet næsten to timer hver aften. Skønt at spille noget fra hvert album og en del af det nye også.

James: – Det er faktisk første rigtige tour med det nye album, siden det kom ud (”Ellipsis” udkom den 6. juli, red.). For efter sommerens festivaler var vi godt udkørte, og festivaler er noget andet.

Hvad er forskellen på et festivaljob og en regulær koncert?

James: – På en festival spiller du måske lige over en time, og det er et mere blandet publikum. Du spiller derfor ikke de lidt ældre sange og nogle af de mere underlige. Ved en regulær koncert spiller du for folk, som har betalt for at se dig, og du kan dermed tillade dig lidt mere og spille de mere sjældne sange. Det er en fed fornemmelse at have denne samhørighed med publikum.

 

Leicester-fans og barndommens største skuffelse

I har haft en dag imellem dette show og jeres forrige. Har I haft tid til at se noget af København?

Ben: – Vi spillede i Stavanger i forgårs, så det var en lang køretur til Købenavn. Vi kom først hertil i går aftes. Vi kom lige tids nok til at høre en masse Leicester-fans (FCK-Leicester blev spillet samme aften, red.) i gaderne, som sang latterlige sange. Det stoppede os uheldigvis fra at tage ud. De engelske fodboldfans er forfærdelige, ikke som de skotske fans.

Hvilket fodboldhold holder I da med?

Ben: – Vi er Kilmarnock-fans. De ligger vist 8-9 i øjeblikket i tabellen. Leicester er et dejligt sted, men engelske fans er svære at holde ud, så vi blev på hotellet. Det ærgrer os lidt, da vi godt ville have udforsket stedet lidt.

James: – Det er dog en flot by. Vi har tilbragt lidt tid her tidligere.

Ben: – Vi var her også som børn med vores forældre og så Den Lille Havfrue og Tivoli. Vi skulle også i Legoland, men det var lukket. Det er nok en af vores største skuffelser fra vores barndom. Vi kørte fra Holland om natten, mens vi børn sov. Vores far kørte og ville overraske os og køre til Legoland, til når vi vågnede. Men da vi nåede frem, var det lukket.

Men I har heldigvis haft bedre oplevelser senere hen, ikk?

James: – Jo, en af de største var Roskilde Festival i sommer. Den koncert var helt speciel. Det store telt, som var fuldt pakket med folk….

Ben: – Ja, det var bemærkelsesværdigt, hvor mange der var. Midt på dagen og fuldt pakket.

Jeg husker at have set jer tre gange tidligere: som warm-up for Foo Fighters i ’11, i den Grå Hal på Christiania i ’13 og på NorthSide samme år. Specielt i ’11 var der ikke mange i Danmark, der kendte til jer, selvom I allerede der havde en lang karriere bag Jer.

James: – Åhh, ja. Christiania havde jeg helt glemt. Et cool sted. Jeg mindes, vi har spillet der tidligere. Men tror, at i ’13 var det i starten af vores tour.

Ben: – Ja, jeg tror vi nok har været i København flere gange, end vi kan huske.

Hvordan er jeres forhold til Danmark og føler I, at I har mange fans her?

James: – Det er mange gange svært at sige. Jeg ved, vi for eksempel i aften har solgt flere billetter end sidste gang, vi var her (læs: Store Vega), så det er jo godt. Hvor stort publikum vi har haft, eller hvor stort et band vi er, er aldrig det, der har drevet os som band i vores karriere. Vi elsker selvfølgelig, at folk kan lide vores sange. Jeg ved, det er lidt af en kliché, men vi prøver bare at koncentrere os om musikken og sangene… Det skal ikke lyde, som vi er ligeglade med det.

Ben: – … Men som andre bands, vi har mødt, har vi ikke haft en specifik plan angående, hvor meget vi skulle sælge og hvor mange der skulle komme til vores koncerter.

James: – Ja, som du sagde før, så havde vi en periode på 10 år, hvor vi ikke spillede for særlig mange folk, men vi følte os stadig glade og nød det.

Ben: – Vores karriere er vokset stille og roligt… jeg hader dog det ord, karriere. Vil hellere sige, det har været vores hobby. Vejen hertil har ofte været virkelig skånsom. Det føles, som om der intet er ændret siden, og det er gået i vores tempo, da det ikke lige pludselig ændrede sig med et slag. Ja, vi føler os ikke berømte eller noget. Vi nyder bare at være i bandet.

Det føles også sådan, når man ser jer på scenen eller møder jer; I virker afslappede og ikke som et band, som har planlagt jeres karriere..

Ben: – Måske, hvis vi havde været voksne før det her startede, havde det været anderledes. Men vi startede som teenagers og har aldrig set det her som et job eller en karriere.

 

Genfødslen ”Ellipsis”

I forhold til jeres forrige album (”Opposite”) har det taget mig mere tid at vænne mig til ”Ellipsis”. Men som I selv siger, så er dette en ny start på en ny album-trilogi…

James: – Ja, det er rigtigt. Vi ville ikke bare lave det samme igen og igen. Vi er virkelig tilfredse med, hvad vi lavede med Garth (Garth Richardson, producer på de tre sidste albums, red.) og Sheldon ( Chris Sheldon, producer på de tre første albums, red.), men vi følte, at lyden blev større og større og mere og mere orkestreret. Vi følte ikke, at vi kunne gøre det bedre. Vi kunne ikke lave en bedre version af den type musik. Med Rich (Rich Costey, producer på ”Ellipsis”, red.) prøvede vi at nulstille det hele igen. Det er godt at høre, at det tager lidt tid for dig at forstå det (læs: den nye lyd), fordi det er den rejse, vi vil tage dig med på; at du er sådan ”Åhh, jeg troede, jeg kendte dette band”, og du bliver nødt til at ændre dit syn lidt. Jeg tror, at med Simons stemme og vores historie vil vi altid være et guitar-rockband, det er der ingen tvivl om. Men med dette album tager vi et andet skridt, og det er fint, at det tager lidt at vænne sig til det.

Ben: – Vi har aldrig villet lave en Biffy Clyro-plade, hvor folk i forvejen vidste, hvad de gik ind til.

Ja, jeg havde nok forventet lidt af det samme som tidligere og måtte gennemlytte det lidt flere gange…

James: – Ja, det er godt med tålmodighed og med bands, man skal arbejde lidt mere for…

Jeg ved I har sagt, at ”Ellipsis” er en slags genfødsel. Hvordan skal det forstås, gælder det både tekst- og musikmæssigt?

James: – Jeg føler, det er begge dele. Det er helt sikkert teksterne, der styrer tingene mod en slags genfødsel, men det at være i studiet og lave musikken er en stor del. For eksempel sad Ben og spillede trommer, og Rich udfordrede ham ved at ændre hans spillestil, ved at tvinge ham til at bruge venstre hånd og fod og andre ting. Det at genoverveje tingene igen er som at starte igen. Det samme skete med mig og mit basspil, som også blev udfordret. Det var svært at komme tilbage efter successen med forrige album og efter at have turneret i to år. Presset for at gentagne den succes var stor for Simon. Mange kom med gode råd, og det gik op for os, at folk sagde det for deres egen skyld. Det hjalp ikke os, det gjorde det faktisk sværere. Så Simon havde brug for at gå igennem en proces, ligesom en genfødsel. Han tog til L.A. med sin kone for at få luftforandring og igennem den proces opbygge sin selvsikkerhed igen. Jeg tror også, at det er derfra, at mange af dyrereferencerne på det nye album kommer fra. Der har dog altid været lidt af det.

Ben: – Jeg tror, det er første gang, at vi har følt, at ejerskabet i bandet gled lidt væk, og vi måtte gribe fat og få det tilbage igen til den tid, vi bare var tre teenagers. Det tog lidt tid efter sidste album at forstå, at vi har det bedst kun os tre og musikken. Det er nok også det, der skal forstås med genfødslen.

Har teksterne på dette album været en slags terapi for Simon?

James: – En lille smule. Det kan være svært at tale om nogle gange. Det er forskelligt fra person til person, men jeg tror ikke, det er noget du skal gemme væk. Det er svært nogle gange at dele sine tanker, når man er ulykkelig og depressiv, og livet er besværligt. Men jeg tror, det er en grundsten i bandet, at vi støtter hinanden. Alle har svære tidspunker i livet, men ved at åbne kan det bringe folk tættere sammen, og jeg tror, det er vigtigt at have gode mennesker tæt på.

Ben: – Jeg ved ikke, om Simon er opmærksom på dette. Jeg tror bare, at han ikke har noget valg. Det er først senere, når han bliver interviewet eller møder fans, at han indser, hvad han har skrevet. Han er ikke altid så opmærksom på, hvad sangene handler om før senere.

Har I nogle favoritter på det nye album?

James: – De er alle fantastiske. Men for mig er det ”Animal Style”. Det er nok min favorit, og publikum tager virkelig godt imod den. Det er nogle sjove riff at spille, og uanset hvor vi spiller den, er det en af de største sange, vi spiller.

Ben: – Jeg er enig. Ellers er der ”Re-Arrange”, som, når alt spiller, kan lukke munden på alle. Det er et specielt øjeblik, når den bliver spillet. Det er også en sang, der er mere over i r&b end en rocksang, så det er også med til at udvide vores katalog lidt.

 

Et album uden regler

Hvad er forskellen i arbejdet med ”Ellipsis” og ”Opposites”?

James: – Med Rich var der næsten ingen regler. Modsat sidste album, hvor tingene var delt mere op. For eksempel indspillede du alle trommerne til alle sangene, så alle basgangene osv. Med ”Ellipsis” startede nogle af sangene med et lydklip, som Simon havde indspillet på sin telefon og så puttede vi nogle af Bens trommestykker på. Så med Rich har alt været anderledes. Vi vidste aldrig, hvad vi skulle gøre fra dag til dag. Ofte kunne vi starte helt forfra på en sang, selvom vi havde arbejdet på den i nogle dage, hvis han syntes tempoet var for hurtigt eller langsomt. Tidligere arrangerede vi tingene mere i forhold til, hvad vi ville lave og ikke lave. Denne gang var der ingen regler overhovedet.

Ben: – Det kunne være frustrerende pludselig at starte om på en sang, du havde arbejdet på i nogle dage. Men noget, vi alle kunne lide ved denne arbejdsform var, at vi alle indspillede samtidig og derfor også ændrede lyden til det bedre samtidig med indspilningsprocessen. Tidligere har vi mere delt det op, men for første gang ændrede vi sangene undervejs, mens vi alle var i studiet. Vi var derfor enige i øjeblikket om, at det lød godt .

Hvad kan folk forvente af jer i aften, andet end nye sange?

James: – Tre gutter i bar mave og forhåbentlig en god oplevelse.

Ben: – Vi er jo entertainere, så det er vigtigt at se folk smile og forhåbentligvis også nogle sing-along-øjeblikke.

Se musikvideoen til første single fra og første nummer på "Ellipsis", "Wolves of Winter":

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA