Nyhed

Love Shop, Patrick Dorgan og mange flere optræder under VM i Sejlsport

GAFFA.dk – alt om musik

SPOT og ROSA (Dansk Rock Samråd) står for musikprogrammet, når der den 30. juli til 12. august er VM i Sejlsport i Aarhus. 

Der forventes at blive samlet over 1500 sejlere fra 100 forskellige nationer og et tilskuertal på omkring 400.000, når der i starten af august bliver afholdt VM i Sejlsport. Hvis du dog ikke er den store fan af sejlsport, er der også rig mulighed for at høre noget godt musik. Følgende navne vil spille hen over fem aftener i august ved Aarhus Ø: Love Shop, Soleima, Barselona, Iris Gold, Northern Essembly, Farveblind, Sherzandum, Patrick Dorgan og Inglev&Simonsen med solisterne Kajsa Vala, Peter Wangel og Amanda Glindvad.

"Vi er glade for at være opfordret af Aarhus Events til at bidrage til brandingen af byen. VM i Sejlsport ér en kæmpe begivenhed med både stor tilskuer- og mediebevågenhed. Vi ser det som en unik mulighed for at præsentere ny dansk musik," siger SPOTs og ROSAs leder Gunnar Madsen om arrangementet. 

Love Shop er det store hovednavn i løbet af disse fem aftener. Et særdeles stærkt navn på den danske musikscene. Bandet albumdebuterede i 1990, og 27 år efter i 2017 udgav de albummet Risiko. Et album, som GAFFA uddelte fem ud af seks stjerner til. Love Shop vil spille tordag den 9. august. 

LÆS OGSÅ: Magien blinker i Jens Unmacks sange

Den 3. august er det den dansk-irske sanger Patrick Dorgan, som står på scenen, en mand som for tiden er aktuel med ep'en Coming Home, der udkom tidligere på måneden. Dorgan var også én af de optrædende under årets Spot Festival, en koncert som GAFFA kvitterede for med fem ud af seks stjerner. 

LÆS OGSÅ: Charme, selvtillid og velkendte hits var mere end nok for Patrick Dorgan

Fredag den 10. august vil Barselona og Iris Gold stå på scenen. Rud Aslak og Rasmus Theodor er navnene bag duoen Barselona. Den dansksprogede duo debuterede i 2017 med ep'en Drengepop, som GAFFA skrev følgende om: "En herlig udgivelse med en ørehænger eller to, et lille mesterværk og masser af gode vibes." 

Den dansk-engelsk-jamaicanske sangerinde Iris Gold har hittet med singlerne "All I Really Know" og "Colour Trip". Sidstnævnte en single, som har omtrent 700.000 afspilninger på Spotify. Det seneste udspil fra Iris Gold er singlen "Roll it Out", som udkom den 1. juni. 

LÆS OGSÅ: 
Iris Gold ruller hele talentet ud

Lørdag den 11. august er det sangerinden Soleimas tur til at synge ved Aarhus Havn. Den elektroniske popmusiker udkom i 2017 med debut-ep'en NO.14 og efterfølgeren Bulldog i 2018. Soleima spillede for nylig på Northside Festival, hvor GAFFAs anmelder skrev følgende: "Soleima har internationale ambitioner og ditto samarbejdspartnere, og koncerten på NorthSide viste, uden decideret at blæse publikum omkuld, at hun er godt på vej."

LÆS OGSÅ: Soleima: Popmusikeren, der vil udfordre musikbranchen

Alle koncerter er gratis og det fulde program lyder følgende:

Fredag den 3. august 
Inglev&Simonsen m. solister (Amanda Glindvad, Peter Wangel, Kajsa Vala) (kl.17) og Patrick Dorgan (kl.19)

Lørdag den 4. august
Inglev&Simonsen m. solister (Amanda Glindvad, Peter Wangel, Kajsa Vala) (kl.17) og Northern Assembly (kl. 19)


Torsdag den 9. august
Sherzandum (kl. 17) og Love Shop (kl. 19) 

Fredag den 10. august
Iris Gold (kl. 17) og Barselona (kl. 19)

Lørdag den 11. august
Farveblind (kl. 17) og Soleima (kl. 19)


ANNONCE