Nyhed

Blood Orange til Danmark

GAFFA.dk – Alt om musik

New York-baserede Blood Orange gæster Den Grå Hal på Christiania den 8. november og giver dermed sin første koncert på et dansk spillested nogensinde.

Det er Dovonté Hynes (født David Joseph Michael Hynes), der står bag kunstnernavnet Blood Orange. Den 32-årige singer/songwriter, producer, forfatter med mere er nu bosat i London. Hynes har været aktiv musiker siden 2004 og været medlem af gruppen Test Icicles, ligesom han har optrådt under navnet Lightspeed Champion.

Blood Orange blander popsange, beats og bløde vokaler ind i kollager af trommemaskiner for at skabe den rette dansemusik. Sangeren optrådte i 2016 på Roskilde Festivals Avalon-scene og er nu klar til at give sin første danske indendørs-koncert.


Blood Orange udgav senest albummet Freetown Sounds i 2016, et album, der bar præg af sange med skarpe politiske tekster. Albummet er opkaldt efter hovedstaden i Sierra Leone, hvor Hynes' far voksede op. Sangerens to andre fuldlængdeudspil tæller Coastal Grooves (2011) samt Cupid Deluxe (2013).

Der varsles et nyt album i år, så mon ikke det ser sin udgivelse inden koncerten i november. Der er allerede tidligere i år udgivet to singler i form af "Christopher & 6h" og "June 12th" i forbindelse med "Black History Month".

LÆS OGSÅ: Blood Orange er i studiet for at indspille nyt album


Se musikvideoen til "Augustine" fra 2016 her:

ANNONCE