Nyhed

BEDST LIGE NU: 12 nye og håndplukkede tracks

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Fredag er lig med ny musik, og vi har hjulpet dig ved at udvælge de nye singler, du med fordel kan bruge tid på at lyttte til - 12 blandede fra ind- og udland.

Anya – Lift Me Up

Den skandinaviske pop med de bløde r&b-toner har fået særdeles funky undertoner på ANYAs nye singleudspil. Det opløftende nummer tæller anden forsmag på det længeventede debutalbum, som er lige på trapperne - indtil videre har vi også hørt singlen "Doorstep". Den dansk-amerikanske sangerinde debuterede i 2015 med ep’en The Credit og har sidenhen plantet sig solidt på den danske musikscene, og med denne single cementerer hun yderligere sit store talent.


Aksglæde – Bare I Nogle Timer

De bløde poptoner og Aksklædes genkendelige stemme luner på en råkold novemberdag som i dag. På den nye single "Bare I Nogle Timer" ser den danske charmetrold tilbage mod en gammel flamme og varmer sig ved tanken om at vende tilbage til hende og den følelse, hun gav – om det så bare er i nogle timer. Aksglædes popstrofer rummer lige dele glæde og melankoli; en perfekt blandet efterårs-cocktail.

Kill J – Dead Weight Soldier


Det er en mordfantasi med et sømbefængt baseball-bat, der er omdrejningspunktet for Kill J’s drabelige single “Dead Weight Soldier”. I sangen demonstrerer danske Julie Aagaard sin yderst kreative tilgang til sangskrivning og produktion, der blandt andet bruger pauser og organiske dryp-lyde samt en vokal, der veksler mellem at være varm og nærværende til det mere mekaniske og drabelige. Watch out!

Benal – Når Du Kigger På Mig (ft. Clara Sofie)

I dag surprise-udgav Benal deres tredje album Benjamin og Albert, og på nummeret “Når Du Kigger På Mig” får duoen fornemt selskab af sangerinden Clara Sofie. Med Benjamin Havs altid poetiske hårdtslående ordrim i front synger Clara Sofie et fængende hook og omkvæd på det, der der meget vel kunne blive et kommende radiohit. Det er ikke nyskabende i Benal-land, men vi har også altid godt kunnet lide stilen...


Jærv – Var der nogen/Det ville ikke være særligt smukt (dobbeltsingle)

På de to spritnye numre fra den danske duo Jærv inviteres lytteren ind i et farverigt lydunivers, hvor vi både møder lys og mørke. Fra de dystre toner og en tekst om et klaustrofobisk parforhold i “Var der nogen” til den intense synth-bårne “Det ville ikke være særligt smukt”. Sangene besidder hver især glimt af håb, som især skinner igennem via Amanda Glindvads dansksprogede tekst.

Alex Vargas – Now that I Think About it


Det er de alvorlige og mørke afkroge af følelsesspektret, der har fundet vej til den nye single fra Alex Vargas - en sang, der kredser om det konkrete øjeblik, hvor man kapper forbindelsen til et menneske, man står nær, i forsøget på at passe på sig selv. Singlen er årets andet udspil fra den danske sanger, der forstår at blande cocktailen af det minimalistiske og soulede tilsat catchy melodier.

Little Mix – Joan Of Arc

De fire sangerinder fra Little Mix har skruet et dansabelt klubhit sammen med en historisk hovedperson, nemlig den kvindelige franske hærfører Jeanne d’Arc (også kaldet Joan Of Arc). Little Mix holder ofte den feministiske fane højt, hvor temaer om selvkærlighed og “female empowerment” ofte skinner stolt igennem. Joan Of Arc er ingen undtagelse, og bassen pumper hårdt hele vejen gennem denne festlige anthem.


Jens Nørhave – Verdens største by

Den nye sanger, sangskriver, rapper og producer har ved flere lejligheder vist flair for fantastisk poesi på et synth- og beatbaserede lydunivers. “Verdens største by” er ingen undtagelse. Med sit poetiske take på moderne r&b bearbejder Nørhave den smerte og ensomhed, der medfølger et brud efter et årelangt forhold. Det 28-årige stjerneskud har netop smidt ep’en Opløst på gaden.

Molina – Mike


Det er tonerne af tonsende beats og anarkistiske melodier inspireret af 70'ernes synth-scene, der sætter rammerne om singlen, som netop er landet med tilhørende video. Men hvis man graver lidt i overfladen, dukker en fortælling om personlig frigørelse og retten til at være, hvem man er frem. Molina leger med identitet gennem et selvportræt af karakteren Mike, der gemmer sig i os alle.

Slipknot – All Out Life

Efter fire år i mere eller mindre stilhed er de teatralske metal-ikoner vendt tilbage med singlen “All Out Life”. Det stærke nummer med de dystre undertoner teaser det kommende album, der ifølge bandet selv er ”et af de mørkeste kapitler i bandets historie”. Singlen visualiseres i en tilhørende video, hvis gys falder godt i hak med weekendens Halloween-højtid.


The Good, The Bad and the Queen – Merrie Land

Supergruppen The Good, The Bad and the Queen med Damon Albarn i front er vendt tilbage efter lang tids dvale med singlen “Merrie Land”. Snart udkommer der et album af samme navn. Albarns tekst indkapsler Storbritannien anno 2018 i en smuk dog melankolsk tekst, der understøttes af de garvede musikere fra blandt andet The Clash og The Verve, der spiller i en interessant taktart.

Rival Sons – Back In The Woods


Skru helt op for volumen med rockbandets nye energifyldte single, der er spækket med vilde guitarriffs og hårdtslående trommer. Rock’n’roll i ren 60’er og 70’er-ånd! Nummeret markerer, at gruppen smider et nyt album på gaden i 2019. Det bliver det sjette i rækken fra de anmelderroste amerikanere.

ANNONCE