Nyhed

Nyt album fra Jokeren undervejs

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Jokeren udgiver albummet Glædesbringeren den 16. november

Så er der godt nyt til alle Jokeren-fans. 18 nye tracks er klar til at møde verden, og alle er de lavet med rygdækning fra hiphop-produceren Esben 'Es' Thornhal. Derudover vil en række kolleger gæste mikrofonen og smide hver deres unikke præg på udspillet - heriblandt L.O.C., Kasper Spez og Benjamin Hav (Benal).

Pioner-MC'en, der altid har haft tasken fuld af pseodonymer og alter egoer, har aldrig været bleg for at føre sin musik ad nye veje - som da han i midt 90'erne bragte westcoastlyden og de kantede attituder med sig hjem til dansk hiphop. Samarbejdet med Es bærer eftersigende præg af fornyelse og eksperimenter. Og hvis man spørger det nye makkerpar, har de skabt en subgenre, som de karakteriserer som "latintrap":


- Latintrap kan både rumme sorg og glæde, vrede og tænding, og så kan den emme af sex, hvilket jeg finder meget age appropiate, forklarer Jokeren.

LÆS OGSÅ: Ny video: Jokeren er de voksne – og rapper om Støjberg og Muhammed-tegningerne

Den selvsikre rapper tøver da heller ikke med at kalde den netop afsluttede pladeproces for sin mest helstøbte og harmoniske i et kvart århundrede.


- Tidligere var der altid et forventningspres, der gik på at skabe den næste "Spændt op til lir", den næste "Havnen" eller den næste "Godt taget". Men ikke denne gang. Vi har bygget det op fra bunden, og så er alt det fængende kommet helt af sig selv, siger Jokeren og forstætter:

- Jeg vil i det hele taget sige, at jeg er i en sjælden form. Jeg rapper sgu på nogle måder, så ingen kan beskylde mig for at være gået i hak. Det er sådan, man skal blive ældre på, hvis du spørger mig.

LÆS OGSÅ: Video: Jokeren gramser, slår og sutter på letpåklædte kvinder


Jokeren har levet i vores bevidsthed siden 90'erne, hvor han for alvor markerede sig på den danske musikscene. Særligt som frontmand i Den Gale Pose gjorde han det klart for sit publikum, at han var kommet for at blive. Derudover har han i flere omgange været i USA og producere musik for andre kunstnere, som blandt andet Ice Cube, Rakim, Mack 10 og Eazy-E - men nu er det solokarrieren, der tæller. Glædesbringeren bliver rapperens femte studiealbum fra egen hånd.

Varm op med en af de ældre klassikere (hvis titel nok var endt i en gevaldig shitstorm, hvis den var udkommet i dag):


ANNONCE