Nyhed

Gasolin'-legende mindes Kim Larsen med smukke ord

GAFFA – 35 år i musikkens tjeneste

Franz Beckerlee har lagt et smukt opslag på Facebook til ære for Kim Larsen.

Guitaristen Franz Beckerlee og Kim Larsen spillede sammen i Gasolin' fra 1969 til 1978. Ud over at spille musik sammen var de to også tætte venner. ”Den tid, vi havde sammen i Gasolin kan ingen ta' fra os, jeg tror vi gik mere ind i hinandens sjæl dengang, end vi gjorde med vores kærester i samme periode,” skriver Franz Beckerlee på Facebook. Se hele opslaget nedenfor.

Det var en rystet Franz Beckerlee, der fik den triste nyhed overbragt. ”Jeg blev vækket tidligt søndag morgen og fik at vide, at Kim havde forladt sit hærgede legeme og efterladt os med minderne og alt det vi har haft sammen på godt og ondt. Jeg faldt på det nærmeste ud af sengen: "What?!" Hele min krop begyndte at ryste og gjorde det hele dagen. Jeg var ikke i stand til at male en lige linje og måtte holde dagen "fri" med alle de tanker det medførte,” starter Franz Beckerlee opslaget med. De sidste mange år har han arbejdet som billedkunstner.


Dog fortæller Franz Beckerlee, at de to ikke havde haft meget med hinanden at gøre de seneste tredive år, da de begge var nogle ”stolte motherfuckere”. De viste sig dog sammen offentligt til et pressemøde for Anders Østergaards dokumentarfilm "Gasolin'" fra 2006.

Franz Beckerlee fortæller også, at han ønsker, at de to mødes engang igen i det hinsides. ”Jeg håber, at når det bli'r min tur til at drage afsted, at vi kan mødes hinsides og udveksle en masse frisk sladder. I can't wait to see you,” slutter Franz Beckerlee sit opslag.


 

ANNONCE