Nyhed

Prince-dokumentar på vej til Netflix

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Nu kan du snart komme helt på Prince i den kommende Netflix-dokumentar, som vil skildre den afdøde popidols imponerende karriere og privatliv.

Den Oscar-nominerede producer Ava DuVernay samarbejder med Netflix om en Prince-dokumentar, rapporterer Variety. Dokumentaren bliver til i tæt samarbejde med Prince Estate, som har bidraget med interviews, film, fotos og arkivadgang til den kommende film, der vil dække Princes liv og karriere helt fra begyndelsen og indtil hans død i 2016.

”Prince var et geni. Han var som ingen anden," skrev Ava Duvernay på Twitter, efter nyheden om dokumentarfilmen kom ud mandag aften. ”Den eneste måde, som jeg kan lave denne film på, er med kærlighed og stor omsorg. Jeg er beæret over at gøre det og taknemmelig for det projekt, som jeg er blevet givet”. Ava Duvernay har allerede arbejdet i flere måneder med filmen, som ser dagens lys i det nye år – dato er endnu ikke offentliggjort.

LÆS OGSÅ: Rami Malek taler om sin forvandling til Freddie Mercury

Duvernay er kendt for at stå bag filmene Selma, Queen Sugar og den Oscar-nominerede film 13th. Hun havde i 2008 sin debut med dokumentarfilmen This Is the Life, der hyldede hiphop-scenen i Los Angeles i 1990’erne.

Prince albumdebuterede i 1978 med For You og sidenhen er det blevet til en imponerende samling på i alt 39 studiealbum.

ANNONCE