Nyhed

Swamp-rockeren Tony Joe White er død

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Singer-songwriteren Tony Joe White døde onsdag den 24. oktober af et hjerteanfald i sit hjem i Tennessee, han blev 75 år gammel. 

"Han var ikke syg overhovedet. Han fik et hjerteanfald...der var ingen smerte eller lidelse," fortæller sønnen Jody White til magasinet The Tennessean.

Den amerikanske sanger, guitarist og sangskriver afgik i onsdags ved døden, ifølge en pressemeddelse fra pladeselskabet Yep Roc Music Group, rapporterer flere medier heriblandt Variety. Tony White er kendt for at mikse genrene country, rock og blues - kaldet "svamp-rock". 

LÆS OGSÅ: Dragende fortællinger fra sumpland

Blues- og countrymusikeren er kendt for store hits såsom "A Rainy Night in Georgia" og "Polk Salad Annie". Han står også bag kæmpehittet "Steamy Windows" med Tina Turner fra 1989. Desuden har han skrevet sange til blandt andre Willie Nelson, Joe Cocker, Tim McGraw, Ray Charles med flere. Ydermere har flere markante musikere fortolket Whites mange sange, herunder Elvis Presley, Hank Williams Jr., B.J. Thomas og Shelby Lynne.

Tony Joe White blev født den 24. juli 1943 i Louisiana, hvor han hurtigt startede den musikalske karriere ved at spille gigs ved High School-fester og natklubber. Som 26-årige i 1969 udgav han sit debutalbum – Black and White – og har gennem den lange karriere udgivet 16 studiealbums. White var en aktiv musiker helt op til sin død, og det seneste album stammer fra september i år – Bad Mouthin'

ANNONCE