Nyhed

The Grenadines er på trapperne med nyt album

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Tre et halvt år er der gået, siden The Grenadines udgav deres debutalbum – nu er de på vej med efterfølgeren. 

Band on the Radio er titlen på det danske folk-rockbands andet studiealbum, som lander på gaden den 16. november. The Grenadines udtaler i en pressemeddelelse, at de er gået mere i dybden med sangskrivningen og har eksperimenteret med indspilningen, hvilket har resulteret i et mere forfinet og modent album end debutalbummet fra 2015. Det selvbetitlede debutalbum høstede dengang fire stjerner fra GAFFAs anmelder. 

Videre fortæller The Grenadines, at det nye materiale er helt nede på jorden og lige til. Albummet vil være en blanding af ballader, highwayhymner og sensommerrock. De har allerede sluppet de to singler, "Brighter Days" og "For You I Would Die Again", førstnævnte som har været en solid genganger på P4 i løbet af sommeren. 

LÆS OGSÅ: The Grenadines: The Grenadines

Gruppen består af de to forsangere Laurits Emanuel og Morten Fillipsen samt bassiten Dennis Debannic og guitaristen/produceren Kasper Ejlerskov Leonhard. Efter indspilningen af albummet har The Grenadines fået deres femte medlem ind i bandet, Kasper Daugaard, den tidligere keyboard-spiller i Lukas Graham. 

Det nye materiale skal formentlig testes live, når bandet drager ud på tour med Carpark North i slutningen af oktober og hele november, hvor The Grenadines er supportnavnet. 



Carpark Norths tourplan med The Grenadines som support: 
25/10 - Tøjhuset, Fredericia
26/10 - Værket, Randers
27/10 - Pavillionen, Grenaa
1/11 - Train, Aarhus
2/11 - Gimle, Roskilde
3/11 - Stars, Vordingborg
8/11 - Skråen, Aalborg
9/11 - Kongrescentret, Herning
10/11 - Bygningen, Vejle
14/11 - Belis Bar 
15/11 - Posten, Odense
16/11 - Huset, Esbjerg 
17/11 - Horsens Ny Teater, Horsens
22/11 - Vega, København
23/11 - Plastfabrikken, Ringsted
24/11 - Godset, Kolding
29/11 - Folkets Hus, Struer
30/11 - Elværket, Holbæk

ANNONCE