GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste
Thom Yorke udgiver "Open Again", den dystre fjerde single fra soundtracket til spillefilmen Suspiria
Radiohead-frontmanden Thom Yorke har skabt soundtracket til den kommende spillefilm Suspiria – en genindspilning af horrorfilmen af samme navn, der oprindeligt udkom i 1977. Med "Open Again" frigives den fjerde single af de i alt 25 numre, som Yorke har skabt til filmen.
LÆS OGSÅ: Thom Yorke fylder 50 - vi ser tilbage på karrieren
Sangen indkapsler en ambivalens, der på samme tid er smuk og urovækkende. Modsat den seneste single "Volk", der var spækket med dissonans, bygger "Open Again" på et mere harmonisk udtryk med en fængslende akustisk guitar og Yorkes blide vokal, der synger "open again / we live again". Som på alle de hidtil udgivne numre fra Suspiria-soundtracket bobler spændingen dog konstant under den smukke overflade, hvilket understøttes af de kontrastfyldte videoer.
Thom Yorkes album Suspirium udkommer den 26. oktober, altså samme dag som biografpremieren på filmen Suspiria. Foruden de drypvise udgivelser fra filmalbummet kunne vi i går bringe nyheden om Yorkes Greenpeace-samarbejde på nummeret "Hands off the Antarctic", hvor en smuk sang og video sætter fokus på Antarktis' skrøbelighed.
LÆS OGSÅ: Thom Yorke forsvarer naturens vildkskab i smuk video
Thom Yorke har haft et særdeles produktivt år indtil videre, og i november rammer han de amerikanske landeveje på en turné til 17 forskellige byer i USA.




