Nyhed

Eminem og Birthe Kjær hitter blandt danskerne

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Onsdag er ugedagen, hvor de officielle danske hitlister bliver offentliggjort. I denne uge er det det umage makkerpar Eminem og Birthe Kjær, som indtager hitlisterne med fulde drøn og bliver afspillet på repeat i de danske hjem. 

Den 31. august surprise-udgav Eminem sit tiende studiealbum, Kamikaze. Det anmelderroste album har i denne uge indtaget førstepladsen på albumhitlisten og forviser dermed Drake ned på andenpladsen, efter at denne har ligget solidt på førstepladsen i hele otte uger i streg. Tredjepladsen går til Travis ScottAstroworld

Af nyheder på albumhitlisten finder vi ingen ringere end Birthe Kjær på niendepladsen. Med albummet 50 års Pletskud fejrer dansktop-droningen sit 50 års jubilæum, for udgivelsen af hendes første single "Arrivederci Franz" fra 1968. Den 70-årige sangerinde har udgivet en lang række af albums og spillet utallige koncerter rundt i det ganske land igennem den lange karriere. 

Den unge, australske Troye Sivan indtager 21. pladsen med sit album, Bloom, som fik fem flotte stjerner fra GAFFAs anmelder med overskriften: "Queer-ikonet, vi har manglet". 

LÆS OGSÅ: Hans bedste siden The Eminem Show

Tracklisten toppes atter igen af Kesi og Gilli, som ligger på førstepladsen med singlen "Su Casa" for fjerde uge i streg. Herefter følger Benny Blanco feat. Khalid & Halsey med nummeret "Eastside". Tredjepladsen går til Gigi D' Agostiono & Dynoro med "In My Mind".

Eminem pryder for alvor også tracklisten, hele seks ud af 12 numre fra det nye album er at finde på listen. Især er det sangene "Ringer" og "Lucky You", som er et hit blandt danskerne og henholdsvis indtager 10. pladsen og 11. pladsen. 

LÆS OGSÅ: MØ om sit kommende album: – Jeg er nok lidt en Peter Pan-type

Eminem er dog ikke nær så stort et hit i de danske radiokanaler. På airplaylisten er det atter MØ og Diplos sommerhit "Sun In Our Eyes", som ligger på førstepladsen. Derudover finder man "Girls Like You" med Maroon 5 feat Cardi B på femtepladsen. Et nummer, som der er rig mulighed for at synge med på, når popgruppen med Adam Levine i front gæster Danmark til sommer 2019.

Der er flere nyheder at finde, når man kigger på Vinyl Top-40. Det danske rockband Junkyard Drive med albummet Black Coffee indtager førstepladsen. Andenpladsen går til Depeche Mode med Speak & Spell - The Singles, og den engelske gruppe er også at finde på fjerdepladsen med A Broken Frame - The Singles. Udgivelserne rummer maxisinglerne, som Depeche Mode udgav i forbindelse med deres to første album fra 1981 og 1982.

LÆS OGSÅ: Maroon 5 kommer til Danmark
 
ANNONCE