Nyhed

Folkefest på Nørrebro præsenterer stærkt musikalsk program

GAFFA.dk - 35 år i musikkens tjeneste

Den Røde Plads på Nørrebro danner rammen om en stor folkefest i weekenden 15.-16. september, der hylder den københavnske bydel med mad, musik og kærlighed for alle pengene. 

Weekenden bliver fyldt med madmarked, breakdance, livemusik og andre arrangementer for store og små, når folkefesten arrangeret af borgerinitiativet Vores Nørrebro løber af stablen.

Med et solidt musikprogram vil scenen på den nyrenoverede plads foran Nørebrohallen blandt andet indtages af kunstnere som Kaka (billedet), Wafandes sidekick til hitnummeret "Gi' mig et smil", rapperen Tyrees Tyr og årets KarriereKanon-vinder Ravi Kumar.


Programmet byder også på breakdance, når årets Danmark Har Talent-deltagere, Familia Loca, også bidrager til hyldesten af Nørrebro. 

Talsmanden for Vores Nørrebro, Madeline von Warburg, har udtalt følgende om folkefesten: “Nørrebro har en helt særlig evne til at samle folk på tværs af baggrund og etnicitet, og det er blandt andet det, vi vil hylde med den her folkefest, hvor vi håber at se rigtig mange både fra Nørrebro og andre steder.”

LÆS OGSÅ: Live på Reffen: Oplev Pil og Neigh/Child-collab


Det er andet år i træk, at arrangementet afholdes, men første gang, at det strækker sig over hele to dage. Med det musikalske program er der garanteret en gratis folkefest. 

Arrangementet løber af stablen lørdag den 15. september klokken 16-22 og søndag den 16. september klokken 14-20. 

Se festdagenes fulde program her


ANNONCE