Nyhed

D-A-D klar med opvarmning på arenaturné

GAFFA – alt om musik

The Sandmen varmer salene op

D-A-D er nu klar med navnet på dem, der skal varme op for dem på gruppens kommende arenaturné. Det bliver det erfarne rockband The Sandmen, der har eksisteret næsten lige så længe som D-A-D. Gruppen med stærkt syngende Allan Vegenfeldt i front blev dannet i 1985, gik i opløsning i 1995 og blev gendannet i 2003. De har udgivet otte album, senest Den bedste dag i 2014, hvilket var gruppens første dansksprogede album. Bandet arbejder for tiden på et nyt album, som udkommer til september.

The Sandmen giver også egne koncerter dette forår, nærmere betegnet på Skråen i Aalborg 17. april, Posten i Odense 19. april, Store Vega i København 20. april og Train i Aarhus 27. april.


LÆS OGSÅ: Intens seance med Ole Lukøje

D-A-D er meget snart tilbage med deres første nye sang i otte år. "Burning Star" er titlen, og sangen udkommer fredag den 5. april.

Sanger Jesper Binzer beskriver sangen som "en biltyv, der drøner af sted med 200 kilometer itimen, for at komme ud til havet og tænke over livet”. Han fortsætter: “Nogle gange har man brug for et helikopter-view ... andre gange skal man helt op til solen for at få overblikket.”


Hans bror, guitarist Jacob "Cobber" Binzer fortsætter: “Det er D-A-D i sin reneste form, med stærke referencer til vores historie”.

Singlen bliver en forsmag på gruppens kommende 12. studiealbum, som bliver opfølgeren til den otte år gamle DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK. Hvornår albummet udkommer, er endnu ikke offentliggjort. Siden sidste album har gruppen dog ikke ligget stille, idet den har turneret heftigt, ligesom sanger Jesper Binzer i 2017 udgav sit første soloalbum, Dying Is Easy.

D-A-D kan opleves live til tre arenakoncerter i april, nærmere betegnet i Ceres Arena, Aarhus 5. april, Odeon i Odense 6. april og KB Hallen 12. april (udsolgt), samt på en lang række af forårets og sommerens festivaler. 


Den nye single udkommer også på vinyl i begrænset antal og kan kun købes ved de kommende arenakoncerter.

ANNONCE