Nyhed

Tinderbox fuldender programmet med tre nye kunstnere

GAFFA - Alt om musik

Festivalen i Tusindårsskoven ved Odense krydrer programmet med latin-vibes og storstreamet dansk rap.

Tinderbox har i forvejen præsenteret en lang række interessante navne til sommerens festival. Heriblandt kan eksempelvis nævnes Neil Young, Miley Cyrus og Swedish House Mafia, og egentlig var programmet færdigt, men der er alligevel kommet et par tilføjelser.

Reggaeton-sangeren J Balvin kunne i juni sidste år vælte Drake af pinden som artisten i verden med flest månedlige lyttere på Spotify. Dette skyldtes ikke mindst singlen ”Mi Gente”, der i skrivende stund har ramt 821 millioner streams på Spotify. Balvin har arbejdet sammen med en lang række af de helt stjerner såsom Justin Bieber, Beyoncé, Pharrell Williams og David Guetta.


Den argentinske rapper Khea er ligeledes en af dagens tre offentliggørelser. Ligesom J Balvin er der tale om et af de helt store navne i den spansktalende del af verden og et navn, der i stigende grad bevæger sig ind i resten af verden. Netop derfor har det ikke været muligt at opleve ham på europæisk jord endnu, men det er der altså råd for til sommer, hvor han drager på turné i Europa.

Det sidste navn på listen er den danske rapper Gilli, der ligesom de to foregående har nogle markante streamingtal bag sig. Sidste år var han en af de mest streamede artister i Danmark, og hittet ”Langsom” var det næstmest streamede track i 2018.

LÆS OGSÅ: Langelandsfestivalen fuldender programmet for hovedscenerne


Ifølge festivalens talsmand, John Fogde, bør man snart handle, hvis man vil have fingre i en billet til festivalen: ”De mange offentliggørelser har haft den ventede effekt, og vi er på vej mod en udsolgt festival. Der er endda stadig rigtig mange nye tiltag på vej fra Tinderbox, så der er al mulig grund til at glæde sig og købe sin billet, inden prisen på partoutbilletten stiger 2. maj”, udtaler han.

Tinderbox afvikles fra den 27. juni til den 29. juni.

ANNONCE