Nyhed

Toppen af Poppen-holdet samlet

GAFFA - Alt om musik

Det er et stærkt hold artister, der til efteråret skal fortolke hinandens sange.

Det har været med stor succes, at TV2 siden 2011 har kunnet præsentere toppen af den danske musikscene i deres programserie Toppen af Poppen. Gennem årene har der blandt andet været fornemt besøg af så forskellige navne som blandt andre Lars H.U.G., Mads Langer, Wafande, Oh Land og Søren Huss.

TV2 har nu løftet sløret for, hvilke danske artister der skal deltage i programmets niende sæson, når det går i luften til efteråret. Optagelserne påbegyndes dog allerede her i starten af april.


Anders Blichfeldt står som en af dansk musiks store hitmagere blandt andet gennem sin medvirken i Big Fat Snake, hvor sange som ”Bonsoir Madame” og ”Sittin’ in a Window” ikke er til at komme uden om. Han har desuden udgivet tre album i eget navn.

Blandt de offentliggjorte er produceren og dj’en Chief 1, der blandt andet er kendt som en af mændene bag rapgruppen Rockers by Choice, der blev stiftet i 1987. Siden da har han deltaget i mange musikalske projekter med adskillige store danske artister.

LÆS OGSÅ: Her er de mest populære Toppen af Poppen-fortolkninger


Dansk-zambiske Kwamie Liv er et af dansk musiks helt store håb. Hun debuterede med sin ep Lost in the Girl i 2014, der blev fulgt op af albummet Lovers That Come and Go fra 2018, hvor den forførende single ”Sweet Like Brandy” blandt andet er at finde. Hun leverede også et cover af Kim Larsens ”Pianomand” i forbindelse med hans 70-års fødselsdag.

Medina er uden tvivl en af dansk musiks helt store skikkelser siden gennembruddet med ”Velkommen til Medina” fra 2009. Efter debuten Tæt på fra 2007 er det blevet til seks yderligere album både på dansk og engelsk. Hun har et hav af priser og nomineringer med sig.

Cæcilie Norby er en dansk jazz- og poprocksangerinde, der blandt andet var medlem af gruppen OneTwo fra 1985-1994. Hun udgav tre album med OneTwo og solgte over 250.000 albums i Danmark. Siden da har hun nydt tilværelsen som jazzsangerinde, og hun har turneret i hele verden.


Carl Emil Petersen var tidligere forsanger i rockbandet Ulige Numre, men udgav i 2017 albummet Natradio under eget navn. Han har blandt andet vundet en Danish Music Award for ”Årets sangskriver” og ”Årets danske rockudgivelse”.

Lidt nordisk-eksotisk islæt er der også at finde i årets programrække i form af Teitur. Den færøske sanger og sangskriver har med sin folkede indiepop altid været et stort navn på den danske scene. Han har desuden både komponeret musik til film og dokumentarer.

 


ANNONCE