Nyhed

CPH:DOX offentliggør musikprogram – med kontroversiel Michael Jackson-dokumentar

GAFFA – alt om musik

Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX offentliggør nu det endelige musikprogram, der blandt andet byder på den meget omtalte Michael Jackson-dokumentarfilm Leaving Neverland

Mellem den 20. og 31. marts indtager dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX landets biografer, gallerier og spillesteder med 11 dages dokumentarfilm, kunst, debatter, talks, events og musik.

Det fulde program offentliggøres 1. marts, men allerede i dag er festivalen klar med musikprogrammet 2019, der både tæller 18 musikfilm i serien SOUND & VISION og 23 koncerter i koncertrækken AUDIO:VISUALS, hvor film og visuel kunst møder koncerter med danske og internationale kunstnere.


Musikprogrammet byder blandt andet på en aften kurateret af Bat for Lashes, fest med Olof Dreijer fra The Knife og spritnye dokumentarfilm om PJ Harvey, Aurora og Michael Jackson.

Helt eksklusivt kan CPH:DOX præsentere forpremieren på den meget omdiskuterede dokumentarfilm Leaving Neverland om Michael Jacksons påståede sexmisbrug af unge drenge. Filmens instruktør Dan Reed vil være til stede for at svare på spørgsmål fra publikum, og visningen finder sted allerede den 7. marts, som nedtælling til årets festival.

LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Je suis Rødovre Centrum


I samarbejde med Normann Copenhagen fejrer CPH:DOX programoffentliggørelsen i aften fredag den 15. februar i Empire Bio med en visning af den nye PJ Harvey-film A Dog Called Money og efterfest på RUDO. Den ene sal er udsolgt, men der er netop åbnet for endnu en visning klokken 22.

Internationale og danske navne

En af årets kuraterede aftener på CPH:DOX byder på film, talk og dj-sæt sammensat af og i selskab med britisk-pakistanske Natasha Khan, bedre kendt som den alternative popsangerinde og -sangskriver Bat For Lashes. Under CPH:DOX har hun skræddersyet en særlig aften på Bremen Teater, hvor hun holder foredrag og præsenterer uddrag fra filmklassikere som Night of The Hunter og Troldmanden fra Oz samt fra nyere kultfilm som A Girl Walks Home Alone At Night og Mandy, der har inspireret hendes kommende, roadtrip-tematiske album. Efter arrangementet vil Bat For Lashes stå bag dj-pulten til efterfest i Bremens foyer med Natbar.


Den eksperimenterende svenske elektromusiker Olof Dreijer fra nu hedengangne The Knife gæster også festivalen med dj-sæt og foredrag til åbningsfest på Kunsthal Charlottenborg. Her taler Dreijer om feminisme, queerness og den politiske situation i Europa anno 2019, hvorefter han overtager dj-pulten med et dj-sæt, der blander genrer fra hele verden.

Filmen Zona undersøger ungdomskulturen i nutidens Rusland gennem interviews med modedesignere, gaderappere, kunstnere og kulturaktører, og efter filmen er der blandt andet koncert med artisterne bag soundtracket, singer-songwriter og cellist Lucinda Chua og komponist Alex Epton.

Programmet byder desuden på audiovisuelle koncerter med en række danskere. Den elektroniske musiker Bjørn Svin har flere gange samarbejdet med multimediekunstner Carl Emil Carlsen om at skabe ekspressive værker, hvor elektronisk musik fusioneres med abstrakte visuals, og under CPH:DOX er de under aliaset Silicium klar til at uropføre deres nyeste projekt. Også den produktive danske sanger og sangskriver Bisse besøger festivalen i forbindelse med filmen GadeJørgen om den aarhusianske gademusikant af samme navn, der ligeledes giver koncert til filmvisningen.


De øvrige koncerter tæller blandt andet Invisible Hands med Adam Bishop og tre unge, egyptiske musikere, ambient-komponisten Roger Eno (bror til Brian Eno) og den Nick Drake-associerende nordjyske sanger og sangskriver Hjalte Ross. Derudover gæster den danske elektropoptrio Chinah festivalen, hvor de vil fremføre deres nyligt udsendte debutalbum Anyone visualiseret af en dansk instruktør-trio.

Nye musikfilm om alt fra Thomas Buttenschøn til Michael Jackson

Filmsektionen SOUND & VISION præsenterer ud over den omtalte Michael Jackson-film blandt andet dokumentarfilmen Doin’ My Drugs om danske Thomas Buttenschøns arbejde med aids-ramte i Zambia. Også legendariske navne som Johnny Cash, New Order, Beth Gibbons fra Portishead, Leonard Cohen og Suede er alle aktuelle i nye film på festivalen.


CPH:DOX 2019 finder sted fra 20. til 31. marts i København. Det fulde festivalprogram offentliggøres 1. marts.

Koncerterne i AUDIO:VISUALS er sat i salg, mens billetsalget til musikfilmene i SOUND & VISION starter 1. marts.

Læs mere på festivalens hjemmeside


 

ANNONCE