Nyhed

Drakes tale blev afbrudt – repræsentant fra Grammy forklarer hvorfor

GAFFA - Alt om musik

I sin takketale for Årets Rapsang fortalte Drake, at man som musiker ikke har brug for priser for at være en vinder, hvorefter showets producere klippede over til reklamer. Drakes mikrofon blev ifølge publikummer også skåret fra.

I nat vandt Drake Grammy-prisen for Bedste Rapsang med ”God’s Plan” fra albummet Scorpion. Den canadiske artist benyttede sin takketale til at adressere unge musikere og lufte sine meninger om prisers egentlige betydning for musik:

”Du har allerede vundet, hvis du har folk, der synger med på dine sange ord for ord, eller hvis du er en helt i din hjemby. Hør her, hvis der er folk med almindeligt arbejde, der går udenfor i regn og sne og bruger deres hårdt tjente penge på at købe billetter til dine shows, så har du ikke brug for dét her. Så har du allerede vundet.”


Mere nåede seerne bag skærmen ikke at høre, før der blev klippet over til reklamer, skønt Drake efter en kort pause fortsatte sin tale. I en artikel fra NME fremgår det, at flere folk i salen har berettet, at Drakes mikrofon også blev gjort lydløs.


Drake har et noget kompliceret forhold til Grammy Awards. I 2017 deltog sangeren ikke i prisuddelingen, skønt han var nomineret til flere priser og også dette år vandt Årets Rapsang med ”Hotline Bling”. Det var en koncert i Manchester, der var den officielle årsag til sangerens manglende tilstedeværelse. Efterfølgende udtalte Drake dog, at han ikke ønskede at modtage prisen og kritiserede Grammy-showet for at kategorisere sangen som en rapsang.

Reklameafbrydelsen af Drakes tale har sat gang i en række spekulationer om, hvorvidt Grammy-producerne bevidst ønskede at afbryde Drakes tale om musikprisers ligegyldighed. Ifølge hjemmesiden Consequence of Sound har en repræsentant fra Grammy Awards imidlertid forklaret, at producerne skiftede til reklamer, fordi de antog, at Drakes naturlige talepause betød, at han var færdig med sin tale. Bagefter tilbød de Drake at komme tilbage på scenen og færdiggøre talen. Drake fortalte dog, at han var tilfreds med sine udtalelser og ønskede ikke at sige mere.

Årets Grammy Awards har været kilden til andre kontroverser. Ariana Grande udeblev eksempelvis fra showet på grund af uoverensstemmelser med showets producer.


LÆS OGSÅ: Ariana Grande udebliver fra Grammy-show grundet kontroverser med producer

LÆS OGSÅ: Her er årets Grammy-vindere

ANNONCE