Nyhed

Hør Kwamie Liv fortolke klassiker i anledning af Valentinsdag

GAFFA - alt om musik

Dolly Partons evergreen kommer under kærlig behandling i pragtfuldt cover

Den danske sangerinde Kwamie Liv har i anledning af Valentinsdag offentliggjort en nyfortolkning af Dolly Partons bedårende klassiker ”I Will Always Love You” fra 1974. Sangen blev udgivet af countrysangerinden i to omgange, og Parton blev således den første musiker, der opnåede en førsteplads to gange på den amerikanske country-hitliste med samme sang. Sangen blev sidenhen genindspillet af Whitney Houston i 1992 i forbindelse med filmen The Bodyguard, og endnu engang hittede sangen stort.

Nu foreligger der imidlertid endnu en udgave af sangen, og denne gang med dansk islæt. Den dansk-zambiske sangerinde og sangskriver Kwamie Liv har således givet sit ømme bud på klassikeren anno 2019.


Selvom tempoet i Parton og Houstons versioner ikke ligefrem kan siges at være højt, er tempoet i Kwamie Livs version skruet helt i bund, hvilket både fremhæver hendes enorme følelsesmæssige indlevelse og sitrende vokal, der kun akkompagneres af smukt klaverspil. Sangen er angiveligt indspillet som et one take en sen nat, hvilket blot gør hendes vokalpræstation endnu mere imponerende.

Hør selv sangen her:


Kwamie Liv debuterede i 2014 med ep’en Lost in the Girl og har siden udgivet albummet Lovers That Come and Go fra 2018, hvor stærke sange som ”Sweet Like Brandy”, ”Blase” og ”New Boo” figurerer.

LÆS OGSÅ: Ny single og video fra Kwamie Liv oser af sex

ANNONCE