GAFFA – alt om musik
Musikvideoen til singlen ”Middle Child” er allerede på YouTubes trending-liste
Den samfundskommenterende rapper og sanger Jermaine Cole, kendt som J. Cole, udgav sidste år sit femte studiealbum KOD, hvorpå han blandt andet luftede sine tanker om hiphop-kulturen og dens moderne repræsentanter. I januar 2019 udsendte Cole singlen ”Middle Child”, som også tager hånd om kulturens kendsgerninger såvel som rapperens egen placering i den. Rolling Stone kan nu bevidne, at "Middle Child" har fået en musikvideo, der med en række makabre billedsekvenser formidler tilværelsen indenfor rap-gamets rammer.
LÆS OGSÅ: Hiphoppens populære samfundsrevser
I sangen proklamerer Cole uden nogen markant entusiasme i stemmen: ”I studied the greats/I’m the greatest right now”. Denne ambivalente følelse af sejr gennemsyrer også musikvideoens bizarre og til tider uhyggelige billedside. Cole sidder på ét tidspunkt i en luksuriøs jagtstue med en række vægtrofæer, der påfaldende ligner populære mumble-rappere (én af dem bærer endda navnet ”Your Favorite Rapper”). Det næste øjeblik kører han gennem et supermarked i en indkøbsvogn som en slags vare.
”Middle Child” er i skrivende stund nummer 11 på Billboard Hot-100, men nåede ifølge Rolling Stone at ramme en fjerdeplads, hvilket til dato er Coles højeste placering på listen.
Se musikvideoen til ”Middle Child” nedenfor: