Nyhed

Hør Axl Roses første nye sang i 10 år – og se ny video

GAFFA – alt om musik

Der er også nyt på vej fra Guns N' Roses

Guns N' Roses-sangeren Axl Rose har netop udgivet sin første nye sang i mere end 10 år. Denne gang er der tale om et solonummer med titlen "Rock the Rock", og sangen medvirker sammen med Axl Rose i tegnet form i et nyt afsnit af tegnefilmserien Looney Tunes.

Nu er der udgivet en musikvideo med sangen, hvor man ser den tegnede Axl Rose spille nummeret med Snurre Snup på guitar, Pelle Gris på bas og Egern på trommer. I videoen forsøger bandet at bremse en asteroide fra at ramme jorden ved at spille særdeles højt, så asteroiden bliver sprængt, deraf sangens titel – se selv om det lykkes ovenfor.


Sjovt nok lyder sangen mere som AC/DC end Guns N' Roses, og Axl Rose har da også været vikarierende sanger i AC/DC for den høreskaderamte Brian Johnson på AC/DC's 2016-turné.

LÆS OGSÅ: Stenhårde stjernestunder: Blandingen af skærebrændervokal og skærveknuserrock rammer rent

Ifølge Blabbermouth har Axl Rose ikke selv skrevet sangen, det har Rob Janas og Joshua Funk, hvoraf sidstnævnte er tilknyttet Looney Tunes som komponist. Hvilke musikere der medvirker på indspilningen, er endnu ikke offentliggjort.


"Rock the Rock" er den første sang med Axl Rose siden Guns N' Roses-albummet Chinese Democracy, der udkom i 2008 og dengang var gruppens første album i 15 år – og det første med egne sange i 17 år.

I 2017 og 2018 har Guns N' Roses turneret med Axl Rose og de oprindelige medlemmer, guitarist Slash og basist Duff McKagan, for første gang siden 1993. I et interview kort før jul med St. Louis-radiostationen KSHE.95 fortalte bandets anden guitarist, Richard Fortus, at gruppen "vil prøve at indspille en ny plade og få den ud hurtigt. Bandet er så fedt lige nu. Jeg tror, det vil ske hurtigere, end I regner med", og han tilføjer, at der sagtens kan komme en ny single i 2019.

LÆS OGSÅ: Skarpladte elguitarer i et himmelblåt skydetelt


ANNONCE