x
Skarpladte elguitarer i et himmelblåt skydetelt

Guns N' Roses, Dyrskuepladsen, Odense

Skarpladte elguitarer i et himmelblåt skydetelt

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Da Slash langt om længe lægger an til at lukke koncerten med det ustanselige hit ”Paradise City”, er det vanskeligt at vide, hvilken af de foregående tre timers koncerter man skal forholde sig til. For det føles virkelig, som om Guns N’ Roses har tid nok til at spille et sæt af lunkne egensange, et sæt af suveræne ballader og et sæt af luksus-karaoke med lån fra de største koryfæer.

Soluret sukker mod 20 da en gennemført animationsvideo med rock-klichéer i form af en pimped out kampvogn, der vifter et lille dannebrog, signalerer, at vi er færdige med opvarmningsbands og det efterhånden trættende loop af Sweet og Sex Pistols på anlægget. Den meget passende klare blå himmel skaber et kolossalt rum for den snarlige massive folkefest på Dyreskuepladsen i Odense. Fordi stedet som oftest er kendt for at danne arena til Grøn Koncert, affinder det fremmødte publikum sig med, at Axl Rose og Slash nu skal spille koncert på noget nær samme sted, som Nik & Jay eller Kato har gjort det.

De danske koncertgængere har for længst glemt, at det lille kongerige engang havde regn snart hver anden dag, så stemningen er fyldt med glinsende overkroppe, læskende fadøl og fedtet festivalmad. ”It’s So Easy” skal være en missionbeskrivelse for Not in this lifetime-turnéen, men som første nummer for en tre timers koncert er det svært at tro på. Rose brummer ordene ind i sin skrigrøde mikrofon, mens guitarer, trommer og keys buldrer derudad ufortrødent. Fra nummer til nummer, alt efter hvad sangen kræver, kan man skule til sin nabo i en higen efter at kunne konkludere, om Axl Rose stadig egentlig kan synge.

Det er ikke til at forestille sig, at bandet kan gennemføre projektet, sådan som forsangeren må forlade scenen og overlade ærterne til Slash og Duff McKagan, der ellers ufortrødent påtager sig rollen som frontmænd for foretagendet. Rose er glad, men også lidt forpustet og giver kun en enkelt velmenende opsang om at undlade at videresende væsker i krus over hovedet på de andre publikummer. Ellers er han lige akkurat nok til stede til at sjoske rundt i sin farkrop klædt fra top til tå i klude og gevandter, hatte og klæder, der fra tredje række lader til at skjule det menneske, som en af verdens bedste sangere har udviklet sig til på sit 56. år.

Der kommer først rigtigt liv i rockmusikken med ”Better”, som presser bandet ud i nogle småfejl, men også giver Rose mulighed for at vise skyggen af fortidens alsidighed, og som med Wings-coveret og en af de mere særlige James Bond-sange, "Live and Let Die", vil Guns N’ Roses gerne være det virtuose rockband, der kaster sig frem og tilbage i lange pseudo-prog-konstruktioner, mens det også bare er henslængt fadbamserock, der får masserne i gear. De store hits falder alle sammen til jorden, og endnu flere sange fungerer kun for de påståelige fans, der sagtens kan udfylde Axls manglende præstation med rosenrøde mentale hørebøffer.

”This I Love” rører kun på sig, fordi publikum var helt og aldeles med på, hvad der foregik, mens ”Civil War” langt mere effektivt udnytter den forventelige fællessang. Stille og roligt mærker man balladerne, som et godt gemt es, der spiller hele koncerten hjem. En ikke overraskende spektakulær solo fra Slash blander Chuck Berry med Godfather-soundtracket og er modsat resten af koncerten koncis og uspoleret. Efter en undervældende ”Sweet Child O’ Mine” er de lette kalorier ryddet af bordet, og tilbage er et slaraffenland af godter.

Kun Kandis spiller så meget og med så mange cover-numre, når de er ude til diverse byfester. Men for Guns N’ Roses går det over al forventning, og ikke kun fordi flere af deres covers er en fast del af repertoiret, men fordi en koncert med Guns N’ Roses er mærkelig maksimalistisk og på den måde kan få selv et stykke med Pink Floyd til at lyde helt vanvittig. Og så med sange som Jimmy Webbs ”Wichita Lineman” eller Soundgardens ”Black Hole Sun” bliver man pludselig i tvivl. Synger Axl Rose måske godt nok? Ikke til de mere up tempo numre, som overraskelsen ”Shadow of Your Love”, men langt bedre i Bob Dylans midt-tempo til ”Knockin’ on Heaven’s Door”.

Med sådan en overflod af tråd og L.A.-ballade ligger en vurdering og skvulper frem og tilbage mellem bandet, der aldrig kan leve op til sig selv og så de små spinkle fejltrin, der ellers krydrer koncerten lidt for meget til, at man ikke bare indtræder i en semi-opmærksom festivaltilstand med små odysseer frem og tilbage til ølteltet. Ikke mindst guitaristerne løfter der, hvor Axl Rose må pruste sig ud bagved, og med tre storslåede og charmerende timer er sagen klar og Odense gennemrocket fra HCA til Å.

Opvarmning: Manic Street Preachers ***
Hvis man kneb øjnene sammen og gav sig hen til den danske varmes fortsatte fatamorgana, kunne man spotte enkelte, der syntes Guns N Roses var en ret fed bonus til en Manics-koncert. Desværre lod bandet til at kompensere for at være pakket ind mellem to meget klassiske rockorkestre. De fede riffs fik lidt ekstra til fordel for Bradfields vokal. Det lidt umage opvarmningsband lagde ellers stærkt ud med "Motorcycle Emptiness" og "International Blues", men tabte pusten i takt med, at musikken kom til at handle om mere end fed spade.

Sætliste:

  1. It’s So Easy
  2. Brownstone
  3. Chinese Democracy
  4. Welcome to the Jungle
  5. Double Talkin’ Jive
  6. Better
  7. Estranged
  8. Live and Let Die (Wings-cover)
  9. Slither (Velvet Revolver-cover)
  10. Rocket Queen
  11. You Could Be Mine
  12. New Rose (The Damned-cover)
  13. This I Love
  14. Shadow of Your Love
  15. Civil War
  16. Guitar Solo m. Johnny B. Goode & Speak Softly Love
  17. Sweet Child O’ Mine
  18. Coma
  19. Wichita Lineman (Jimmy Webb-cover)
  20. Wish You Were Here (Pink Floyd-cover)
  21. November Rain
  22. Black Hole Sun (Soundgarden-cover)
  23. Knockin’ on Heaven’s Door (Bob Dylan-cover)
  24. Nightrain

Ekstranumre:

  1. Don’t Cry
  2. The Seeker (The Who-cover)
  3. Paradise City

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA