GAFFA – alt om musik
Bryggeriet må ikke benytte sig af bandets "goodwill, prestige og berømmelse"
Guns N'Roses sagsøger et bryggeri for brud på varemærkeloven, skriver Pitchfork. Det amerikanske bryggeri Oskar Blues Brewery sælger nemlig en øl, som det kalder Guns N Rosé, og som det har forsøgt at få indregistreret varemærket på, hvilket Guns N' Roses har protesteret imod. I søgsmålet fra bandet skriver gruppen, at bryggeriet skal stoppe med at sælge øllen og den tilhørende merchandise. Bryggeriet skal have svaret bandet, at det vil fortsætte med at sælge øllen til marts 2020.
I februar udtalte Guns N' Roses' bassist Duff McKagan i øvrigt til radiostationen Trunk Nation Radio, at bandet var i gang med at arbejde på et nyt album, deres første siden Chinese Democracy fra 2008 og det første med guitarist Slash og McKagan siden The Spaghetti Incident? fra 1993.