GAFFA – alt om musik
Rammstein går direkte ind på førstepladsen
Rammstein går, måske ikke helt overraskende, direkte ind på førstepladsen på den officielle danske album- og vinylhitliste med deres første album i 10 år, Untitled.
Sidste uges etter, Billie Eilishs When We All Fall Asleep, Where Do We Go? bliver skubbet ned på en andenplads, og sidste uges toer, Sivas' Contra er i denne uge nummer tre.
Ugens hitlister er præget af mange nyheder, også højt oppe. Tyler, the Creator er næsthøjeste nyhed på albumhitlisten med Igor, der går ind på en fjerdeplads. DJ Khaled er ny som nummer syv med Father of Asahd, The National (billedet) debuterer på en ottendeplads med I Am Easy to Find, og Lewis Capaldi, der vakte begejstring til GAFFA-Prisen, er ny som nummer 12 med sit debutalbum, Divinely Uninspired to a Hellish Extent.
LÆS OGSÅ: Nedbarberet og nøgent – hjertesorger på skotsk
Artiklen fortsætter under videoen
Vinylhitlisten toppes som nævnt af Rammstein, mens The National debuterer på andenpladsen, og en tidligere etter, Claus Hemplers Kuffert fuld af mursten er nummer tre. De øvrige nyheder i top 40 er Kenneth Thordals Den tid. Den sorg (18), Interpols ep A Fine Mess (22), Frees Fire and Water (26), Frees Live (31), Ulf Lundells Tranorna kommar (35) og endelig Alfa Mists Structuralism (39).
Tracklisten har også en nyhed i toppen, nemlig Gillis "Va amor". Han skubber sidste uges etter, Ed Sheeran og Justin Biebers "I Don't Care" ned på en andenplads, mens tredjepladsen er sidste uges toer, Lil Nas X's "Old Town Road". De øvrige nyheder på tracklisten er Tyler, the Creators "Earfquake" (nummer 18), hollandske Duncan Laurences "Arcade", der vandt Eurovision Song Contest (23), Jimilian x Skinz med "Efter mig" (26), Benny Jamz' "Domino" (31) og endelig Kygo & Rita Ora med "Carry On" (38).