Nyhed

Se Slipknot fremføre deres nye single live for første gang

GAFFA – alt om musik

Gruppen har også fremvist deres nye masker

Copenhell-aktuelle Slipknot udgav i sidste uge deres nye single, "Unsainted", og de har nu fremført sangen live for første gang. Det skete i fredagens udgave af talkshowet Jimmy Kimmel Live, hvor gruppen også gav sidste års single, "All Out Live", livepremiere. Se optagelserne her:

Artiklen fortsætter under videoerne


Slipknot offentliggjorde i sidste uge titlen på deres kommende, sjette album. We Are Not Your Kind er titlen, og tidligere annoncerede gruppen, at albummet er på gaden 9. august. De udgav samtidig med nyheden om albumtitlen en video til "Unsainted", hvor de præsenterede deres nye masker, som de også bar hos Jimmy Kimmel. Gruppen har fået en ny percussionist, efter at Chris Fehn tidligere på året sagsøgte de øvrige medlemmer for manglende betaling og herefter blev fyret. Hvem deres nye percussionist er, er endnu ikke afsløret.


LÆS OGSÅ: Slipknot: Chris er ikke længere medlem af gruppen

Om det nye album har guitarist Jim Root udtalt følgende ifølge NME:

"Denne gang er det den længste tid, vi har brugt på at skrive og indspille en plade. En af mine inspirationer denne gang var de kunstnere, som indspillede fuldlængdealbums – ikke bare sange. Mens industrien bevæger sig imod singler, ville Slipknot skabe en albumoplevelse, fra begyndelse til slutning."


Tracklisten til We Are Not Your Kind er som følger – som det fremgår, medvirker sidste års single "All Out Life" ikke på albummet:

1. Insert Coin
2. Unsainted
3. Birth Of The Cruel
4. Death Because Of Death
5. Nero Forte
6. Critical Darling
7. Liar’s Funeral
8. Red Flag
9. What’s Next
10. Spiders
11. Orphan
12. My Pain
13. Not Long For This World
14. Solway Firth

Der er dog også meget tragiske nyheder fra Slipknot-lejren. Gruppens percussionist M. Shawn Chahan, også kendt som Clown, har netop skrevet på gruppens Facebook-side, at hans yngste datter, Gabrielle, døde lørdag den 18. maj, kun 22 år. Chahan har ikke skrevet nærmere om årsagen til dødsfaldet, men beder om ro i den kommende svære tid.

 

ANNONCE