Nyhed

VIDEOPREMIERE: Turquoise Sun går full blown "Stranger Things"

GAFFA.dk - Alt om musik

Vi har premiere på den aarhusianske psych-rock-sekstet Turquoise Suns nye video til singlen "Like Others Like You".

Turquoise Sun er lige nu aktuelle med deres debutalbum Sunesthesia, der har modtaget fire flotte stjerner af GAFFAs anmelder. På det album finder man singlen "Like Others Like You", og til den er der nu blevet lavet en totalt 80'er-æstetisk omgang musikvideo, der indfanger viben fra den populære Netflixserie "Stranger Things". Forsanger og instruktør Frederik Linde siger følgende om videoen:

– Videoen fanger et øjeblik mellem to venner, hvor en ven introducerer en lidt yngre ven for noget helt specielt, noget der binder dem sammen for livet. Et øjeblik, jeg tror vi alle kender, det at blive introduceret til noget der forandrer en og får en til at for evigt forstå eller se tingene anderledes efterfølgende.


Ifølge bandet selv har de på Sunesthesia taget sig friheder til at skrive sange, som udfordrer de komprimerede rammer, der ellers præger sangskrivning anno 2019 med et stærkt fokus på singler.

LÆS OGSÅ: Et psykedelisk popprog-trip

I kølvandet på debutalbummet er Turquoise Sun draget på en forårsturné, hvor spillesteder såsom 1000Fryd og Pumpehuset er på programmet. Den 31. maj bliver turnéen rundet af med en koncert på hjemmebanen i Aarhus, hvor de har planlagt at gøre noget særligt ud af deres koncert på spillestedet Radar. Sanger og saxofonist Andreas Kristiansen fortæller, at der blandt andet bliver varmet op med skate-konkurrence, drinks og meget mere:


– Vi glæder os rigtig meget til at slutte turnéen i Aarhus på Radar sammen med karrierekanon-aktuelle Undertekst og Magnus Pilgaard Grønnebæk fra Farveblind, der kommer forbi og lægger tryk på efterfesten med et dj-sæt. 

ANNONCE