GAFFA - Alt om musik
I musikvideoen udfoldes den danske sanger og sangskrivers ”Autumn Home” til billeder fra et varmt og ørkenlignende landskab.
Se musikvideoen nedenfor.
M. Rexen udgav for et par dage siden The United Kingdoms Part 2 Animals of the Frozen Cloud, som en efterfølger på sit debutalbum The United Kingdoms Part 1 – An endless Sea of Honey fra 2018.
Den nyankomne plade rummer, som debutalbummet, en bred palet af musik, der er hentet fra blandt andet jazz, tonekunst og verdensmusik og som beretter os om, at M. Rexen, som GAFFAs anmelder Simon Heggum også skriver i sin anmeldelse af albummet, er et utroligt sammensat menneske, der i lyset af sin opvækst i Emiraterne har en anderledes kulturfornemmelse end de fleste danskere.
LÆS OGSÅ: Syreroulette i genrekarrusel
Musikvideoen til ”Autumn Home” skildrer ligeledes en verden – eller som titlen til nummeret vidner om; et hjem, der ligger udenfor danske grænser. M. Rexen ses i videoen passere gennem et tørkelagt, varmt landskab, hvor dromedarer lever. Videoen er skabt af Troels Rasmus Jensen.
”Autumn Home” er som videoen et enkelt og varmt musikstykke, der bæres af M. Rexens bløde stemme, klingende blæsere og akustisk guitar.
LÆS OGSÅ: Debutalbum på syre
M. Rexen kan opleves live de kommende dage på følgende spillesteder:
20. marts: Lille Vega, København
22. marts: Studenterhuset, Aalborg
23. marts: Harders, Svendborg
