Nyhed

Tinderbox klar med nye navne – blandt andet poplegender og internetfænomen

GAFFA – alt om musik

Tinderbox Festival 2019 bliver beriget af blandt andre multimillionsælgende Duran Duran, The Lumineers og Rick Astley

Der er muligvis normal kedelig regn over Danmark disse dage, men der er regulær stjerne-regn over Tinderbox-programmet, som i dag er blevet 10 nye navne rigere – heriblandt nogle af de største navne inden for pop og folk.

Duran Duran har domineret hitlisterne verden over og solgt over 100 millioner albums siden debuten i 1981. Synth-pop-legenderne står bag hits som ”Rio”, ”Girls On Film” og ”Ordinary World”, og da de gæstede NorthSide Festival i 2016 fik de fem stjerner fra GAFFAs anmelder.


The Lumineers brød igennem med hittet ”Ho Hey” i 2012, der både besteg hitlister i mange lande og blev valgt som P3s Uundgåelige. Bandets moderne take på amerikansk folk har beriget danske koncertgængere flere gange, blandt andet i 2016 på Store Vega, der også skaffede bandet stor ros fra GAFFAs anmelder, der gav fem stjerner.

Australske Wolfmother gik tre gange platin i hjemlandet og gik guld i USA for deres berømte selvbetitlede debutplade fra 2005. Anført af Andrew Stockdale har Wolfmother gentagne gange leveret rendyrket rockmagi til deres koncerter, hvilket GAFFA kan skrive under på, da de sidste to danske shows blev hyldet med fem stjerner hver.

Rick Astley behøver næsten ingen introduktion i disse internet-meme-tider. Megahittet ”Never Gonna Give You Up” fra 1987 er blevet afspillet mere end 500 millioner gange, og fænomenet ”rick-rolling” fra omkring 2008 er nærmest blevet en fast del af vestlig popkultur. Astley har dog også haft succes både før og efter sit internet-hit, og 2016-pladen 50 solgte platin i England. Tinderbox kan se frem til et ægte fænomen, når Rick ruller forbi.


Tinderbox har også offentliggjort irske Dermot Kennedy, danske Phlake, Peter Sommer & Tiggerne, Martin Jensen, belgiske Lost Frequencies og de australske Grammy-vindere Nervo til programmet.

LÆS OGSÅ: 10 nye bands og solister til Tinderbox

Tinderbox 2019 afvikles i Tusindårsskoven i Odense i dagene 27.-29. juni 2019, og billetter kan købes her


ANNONCE