GAFFA.dk – alt om musik
Forelskelsen driver til vanvid i videoen til "Sommerfugl"
Den danske popduo Dusin er klar med en video til deres helt nye single, "Sommerfugl", som du kan se nedenfor. Om videoen fortæller duoen selv:
– Musikvideoen til "Sommerfugl’" er en fortælling om Bonnie og Clyde anno 2019, hvor kærligheden som det eneste blomstrer i det forladte surburbia. Dog viser det sig, at forelskelsen driver til vanvid, og hvad der før var en forhåbning om et spirende forhold, ender som en fiktiv forelskelse i en tanke langt fra virkeligheden.
Musikvideoen er produceret af Eave Media.
Og sangen fortæller Dusin videre:
– Som barn/ung oplevede vi begge, som så mange andre formentligt også har oplevet, den dér helt spæde forelskelse i en fiktiv person/karakter, som bare slog benene væk under én. Det kunne være den smukke, billedlige beskrivelse af hovedpersonen i en bog, man læste, eller i en film vi så. Følelsen af den her naive envejs-forelskelse, som ikke blot var ufarlig, men samtidig også spændende, i håbet om, at den en skønne dag ville gå hen og blive en realitet. I drømmene kunne forelskelsen ofte få lov til at udspille sig.
Dusin består af sanger Jesper Nohrstedt Boesgaard og producer Mads Vadsager. Jesper stillede op til det danske X Factor tilbage i 2010, som 15-årig, og endte på en flot tredjeplads, ligesom han medvirkede i det danske melodi grand prix i 2012.
De to medlemmer mødte hinanden i 2015 under Bandakademiets Music Maker Camp, hvor de helt tilfældigt blev sat sammen i en gruppe under en workshop. Sammen har Dusin skabt et dansksproget popunivers, der balancerer mellem det eksperimenterende og kommercielle. Ep'en Halvtolv udkom sidste år, fulgt af ep'en Alle farver i år, og nu er Dusin så tilbage med en ny single.
LÆS OGSÅ: Limelight-showcase: En poppet tur i rampelyset
Se videoen til "Sommerfugl":