Nyhed

Sunn O))) udvælger dansk artist som support

GAFFA.dk – alt om musik

Når Sunn O))) spiller i DR Koncerthusets Studie 2, bliver det med danske Puce Mary som opvarmning – og Sunn O)))s kommende album spillet over højttalerne.

Efter fire års fravær returnerer den kutteklædte amerikanske drone-metalgruppe Sunn O))) den 21. oktober til DR Koncerthusets Studie 2 – hvor de i sin tid var ved at få bygningen til at ryste i sin grundvold.

Bandet har sine rødder i den tungeste, riff-baserede metal som eksempelvis Black Sabbath, og de har lykkedes med at nytænke genren. Og nu har gruppen personligt udvalgt danske Puce Mary, med det borgerlige navn Frederikke Hoffmeier, som opvarmning til det bombastiske show. 


LÆS OGSÅ: En ode til dommedag

Puce Mary er københavner, men arbejder fra Los Angeles. Puce Mary er kendt som Danmarks nok førende eksperimenterende støj-musiker, og publikum kan se frem til at opleve en artist, som blandt andet er blevet anerkendt af Statens Kunstfond. Puce Marys seneste album hedder The Drought og udkom i 2018.

Ikke nok med koncerten i København, Puce Mary er også blevet udvalgt til at spille flere andre internationale koncerter med Sunn O))).


Opvarmning med nyt Sunn O)))-album

Inden koncerten i Koncerthuset den 21. oktober får publikum desuden en særlig mulighed for at høre Sunn O)))-albummet Pyroclasts, der udkommer den 25. oktober 2019. 

Pyroclasts er det andet album fra Sunn O))) i 2019. Det kritikerroste album Life Metal udkom den 13. april i år.

Gennemspilningen af Pyroclasts vil foregå som åbning af koncerten i Koncerthusets Studie 2 klokken 18.45, hvor Puce Mary og Sunn O))) optræder senere på aftenen, henholdsvis klokken 20 og 21.

Opdatering 17. oktober: Koncerten er netop blevet udsolgt.

ANNONCE