GAFFA.dk - alt om musik
Trommeslageren fra rockgruppen Cream, Ginger Baker, er blevet alvorligt syg.
I et opslag på Ginger Bakers egen Twitter-konto afslører Baker-familien, at deres mest profilerede medlem, Ginger, er blevet syg. I skrivende stund er der ikke yderlige detaljer om de helbredsmæssige problemer, men tilbage i 2013 fortalte Baker, at han lider af en kronisk lungesygdom. En sygdom, der er direkte forbundet med Bakers livslange rygning. Han løftede også sløret for sine problemer med slidgigt i ryggen, og for at det ikke skulle være nok, fik trommeslageren også en hjerteoperation i 2016. Få måneder før hjerteproblemerne faldt Baker ligeledes i sit hjem og måtte aflyse en nært forestående turné med bandet Air Force 3.
Læs tweetet om indlæggelsen herunder.
The Baker family are sad to announce that Ginger is critically ill in hospital. Please keep him in your prayers tonight
— Ginger Baker (@GingerBDrums) 25. september 2019
LÆS OGSÅ: Ginger Baker vil smide bukserne
Sammen med guitarist Eric Clapton og bassist Jack Bruce grundlagde Ginger Baker i 1966 gruppen Cream. Gruppen, hvor alle på skift sang leadvokaler, dog primært Bruce, udgav fire album, før de blev opløst allerede i 1968. Ginger Baker og Eric Clapton spillede derefter sammen i endnu et kortlivet band, Blind Faith. De gik efterfølgende hver til sit og har efterfølgende individuelt haft lange og flotte karrierer. Cream blev gendannet kortvarigt i 2005.
At Ginger Baker har levet et hårdt liv, er ikke nogen hemmelighed. I et interview med britiske The Guardian i 2013 fortalte musikeren, at han har kæmpet med heroinafhængighed, og at han har droppet narkotikaet "omkring 29 gange".