GAFFA.dk – alt om musik
Familien Armstrong fremførte tidligere på ugen 60’er-klassikkeren”I Think We’re Alone Now” til talkshowet The Late Late Show with James Corden. Se den øverst.
Billie Joe Armstrong havde udskiftet sin sædvanlige besætning i Green Day, Mike Dirnt og Tré Cool, med sine to sønner, da han medvirkede som virtuel gæst under det amerikanske talkshow.
Direkte fra hjemmestudie leverede trioen en pop-punk-version af Tommy James and The Shondells’ uddødelige hit ”I Think We’re Alone Now” fra 1967. Armstrongs sønner, Jakob og Joey, er desuden begge gået i fars fodspor: Imens Jakob har sit soloprojekt Jakob Danger, er Joey med i pop-punk-bandet SWMRS (udtalt ”swimmers”).
Under aftenens program tog James Corden også en snak med Billie Joe om, hvad bandkollegaerne i Green Day får karantæne-tiden til at gå med. Her kunne Armstrong berette, at imens bassist Mike Dirnt er ved at gro sine egne grøntsager og organisere sin pladesamling, bruger trommeslager Tré Cool tiden på at være sammen med sin kone og baby, når han ikke øver på trommesættet.
LÆS OGSÅ: Smittende, men ikke nødvendigvis på en ønskværdig måde
Den 48-årige Green Day-frontmand har selv brugt tiden på at fremføre adskillige covernumre som led i sin serie No Fun Mondays, heriblandt The Starjets’ ”War Stories” og Fountains of Waynes ”That Thing You Do!”
Han optrådte tidligere på måneden til velgørenhedskoncerten One World: Together at Home, der var arrangeret af verdenssundhedsorganisationen WHO og Global Citizen. Koncerten bød også på optrædener fra blandt andre Lady Gaga, Paul McCartney, Taylor Swift og Rolling Stones.