Nyhed

KARANTÆNE-TV: Kvelertak streamer koncert fra norsk spillested

GAFFA.dk – alt om musik

"Kun kedelige mennesker keder sig"

Det norske hardrockband Kvelertak er en af de mange, mange grupper, der har måttet afbryde en turné grundet corona-pandemiens nedlukning af spillesteder over hele verden.

Nu annoncerer gruppen en livestreamet koncert fra spillestedet Artilleriverkstedet i den norske by Horten fredag den 10. april klokken 21 dansk tid. Koncerten bliver lidt anderledes end sædvanligt, for gruppen vil også svare på spørgsmål fra deres fans, og de har fået designet en speciel event-T-shirt, som de sælger online.


Indtjeningen til koncerten er der også styr på, for man skal betale 100 norske kroner (cirka 65 danske kroner) for at få adgang.

LÆS OGSÅ: KVELERTAK-INTERVIEW: Vi både elsker og hader hinanden

Gruppen fortæller i en pressemeddelelse:


"KVELERTAKS ENDAGS-VERDENSTURNÉ! Vi havde mere end tre uger tilbage af vores Europaturné, da alt begyndte at lukke ned, og vi var nødt til at tage hjem. Ligesom så mange af jer lige nu ved vi ikke, hvornår vi kan komme tilbage til arbejdet og ud på vejen igen. Men kun kedelige mennesker keder sig. Så mens vi venter på, at apokalypsen enten skal udradere os alle eller bare passere forbi os denne gang, inviterer vi os selv ind i jeres hjem fredag den 10. april klokken 21 centraleuropæisk tid til vores Kvelertak Endags-Verdensturné."

"Det vil være en anderledes slags koncert (selvfølgelig), end I har set os spille før, og vi vil også lave noget Q&A. Der vil være en speciel event-T-shirt til salg, og vi sætter også vores nye turnémerchandise til salg online. Vi håber at se alle vore fans fra hele verden til denne koncert. Pas godt på jer selv og bliv hjemme!" 

Kvelertak nåede at give koncert i Amager Bio 26. februar, to uger før nedlukningen af alle danske koncerter. Bandet udgav 14. februar deres fjerde studiealbum, Splid.


LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Nordmænd i ny stærk holdopstilling

Billetter til koncerten 10. april kan købes her.

Varm op med "Rogaland" fra det nye album, her i en liveversion fra det norske tv-talkshow Lindmo:

 

ANNONCE