Nyhed

Tap1 inviterer til virtuel fredagsbar med dansk elektronisk musik

GAFFA.dk – alt om musik

Bjørn Svin, Jesper Nørbæk (Code Walk), Ctrls og Anastasia Kristensen styrer elektronikken, når Tap1 og Hackstage inviterer til livestream nu på fredag.

Måske havde du glædet dig til at høre Eloq, Rangleklods, Lydmor, Blondage eller anden elektronisk musik i weekenden. Sådan skulle det ikke gå, men nu har udstillings- og koncertsalen Tap1 i samarbejde med det kreative kollektiv Hackstage og de medvirkende kunstnere stablet en virtuel elektronisk fredagsfest på benene nu på fredag den 1. maj.

LÆS OGSÅ: Tre Spot Festival-kunstnere streamer koncerter i festivalweekenden


Bjørn Svin er en garvet herre på den elektroniske musikscene, som har produceret musik under flere navne, herunder Cygnet Committee, Prinz Ezo og El Far. Han er nok mest kendt for techno-hittet ”Mer Strøm #2”, og han er derudover også en del af Statens Kunstfonds legatudvalg for musik.

Jesper Nørbæk er den ene af de to i duoen Code Walk, som har udgivet to ep’er i henholdvis 2017 (Doubler EP) og 2019 (Distance). De har blandt andet produceret singlen ”Guess What” i samarbejde med norske Smerz.

LÆS OGSÅ: Diverse kunstnere: Code Walk, Molly, Chinah, Soleima, Guldregn, Katie Keller, Lille Vega, København


Troels Knudsen gik i luften med solo-projektet Ctrls tilbage i 2012 med Interface EP. Ctrls bevæger sig inden for techno og club-genren, hvorindenfor Knudsen har produceret adskillelige remixes.

Dansk-russiske Anastasia Kristensen er en dj og producer, som fik succes med ”Spring Ballade”, særligt i Storbritannien. Hun har tidligere betegnet sin musik som en blanding af ”uforudsigelige mixes og spændende tracks, folk ikke nødvendigvis kender”. I 2018 varmede hun op for britiske Orbital ved en koncert i Store Vega.

Koncerternes visuelle udtryk står Hackstage for, og livestreamet kan tilgås gratis via Hackstages Facebook-, Twitch- og YouTube-kanal.


Programmet for fredag ser således ud:

20.20-21.00: Bjørn Svin

21.15-22.15: Jesper Nørbæk (Code Walk)


22.30-23.30: Ctrls

23.45-01.15: Anastasia Kristensen

ANNONCE