Nyhed

Aarhus-koncerter aflyst på grund af corona

GAFFA.dk – alt om musik

"Vi Elsker Sommer" aflyser de resterende shows i Aarhus, hvor blandt andre Burhan G og Sanne Salomonsen skulle have optrådt. 

I dag og i morgen skulle Sanne Salomonsen og Burhan G have optrådt på Tangkrogen i Aarhus som en del af underholdningsarrangementet "Vi Elsker Sommer", hvor en række musikere og komikere optræder i Danmarks største byer.

Allerede i går aflyste arrangørerne dog de resterende shows i Aarhus. Det skriver Aarhus Stiftstidende.


– Vi har fulgt med i udviklingen med det stigende antal Covid-19-smittede de seneste dage. Efter pressemødet, hvor myndighederne anbefalede, at man ikke lavede større arrangementer i Aarhus i disse dage, er vi kommet frem til, at det ikke er tiden til at sidde 480 mennesker i et telt, når hele byen prøver at nedkæmpe smitten. Det har været en mega-svær beslutning, men alle vores artister har heldigvis fuld forståelse for situationen, siger arrangør Riffi Haddaoui til Stiften.dk.

I går skulle også Rasmus Bjerg i skikkelse som John Mogensen have optrådt. 

Har man købt billet til en af dagene, kan pengene refunderes ved Ticketmaster.


"Vi Elsker Sommer" er i forvejen en erstatning for ”Vi Elsker 80’erne” og ”Vi Elsker 90’erne”, som blev aflyst på grund af corona.

ANNONCE