Nyhed

"Nye" sange fra afdød dansk 90'er-sangerinde

GAFFA.dk – alt om musik

I dag kan du høre tidligere uudgivne sange fra 1990’erne med Danser med Drenges originale sangerinde Phillippa Bulgin, der døde på tragisk vis i en alder af bare 26 år

Stifter og sangskriver for det danske pop-band Danser med Drenge, Klaus Kjellerup, deler i dag et minialbum bestående af seks forskellige demoer optaget i årene omkring 1990: Klaus Kjellerup feat. Philippa Bulgin: Mixtape – demoer fra 90'erne.

Phillippa Bulgin, Danser med Drenges første sangerinde, er især kendt for hittet ”Hvor længe vil du ydmyge dig?” og er at høre på fire af de uredigerede numre fra minialbummet. Hendes medvirken på sangene er ekstra særlig, eftersom hun allerede tre år efter stiftelsen af det landskendte band måtte give op til kræft i livmoderen. Efter hendes død i 1994 overtog Rie Rasmussen posten som forsanger i bandet.


Klaus Kjellerup udtrykte i sidste måned mange frustrationer over koncertnedlukninger i forbindelse med COVID-19, der har medført store økonomiske tab for Danser med Drenges pladeselskab Glad Grammofon, som han selv står i spidsen for. På trods af udfordringer har krisen dog ikke udelukkende været en hæmsko for den garvede musiker og sangskriver, idet han endelig har haft tid til at dykke ned i gamle arkiver og minder fra tiden med Philippa Bulgin. Han skriver i forbindelse med udgivelsen følgende opslag på sin Facebook-profil:

"Det har været stærkt bevægende at høre Philippas stemme igen i nogle sange, jeg havde glemt alt om. Hun var et virkelig dejligt og rørende menneske, og hendes død ramte mig og alle andre omkring hende så sindssyg hårdt, fordi vi var totalt uforberedte på, at livet kunne være så uretfærdigt at tage hende fra os i en så ung alder – og det endda på et tidspunkt, hvor hun lige var brudt igennem med DmD. Det var hjerteskærende og frygteligt."

Det er første gang i 31 år, at Klaus Kjellerup udgiver et album i eget navn, hvilket gør dagen ekstra stor.


Sangene kan høres på nedenstående link.

Trackliste:

1. Den bedste for dig (1991) feat. Philippa
2. En dag (1989) feat. KK
3. En dejlig dag at skilles (1990) feat. Philippa
4. Gør hvad du vil (1991) feat. Philippa
5. Lidt for længe (1990) feat. Philippa
6. Skynd dig, skynd dig (1994) feat. KK


LÆS OGSÅ: Bagmand i Danser med Drenge: Corona-reglerne taler ned til folk

 


ANNONCE