GAFFA.dk - alt om musik
Coronarestriktionerne for afholdelse af koncerter bør ophæves. Det mener Klaus Kjellerup fra succesorkesteret Danser med Drenge. “Folk skal selv kunne bestemme, om de vil gå til koncerter eller ej,” siger han.
For første gang nogensinde har Glad Grammofon, selskabet bag bandet Danser med Drenge, som blandt andet er kendt for 90-hits som “Hvorlænge vil du ydmyge dig?” og “Er der nogen i himlen?” - haft et negativt kvartal.
Selskabet har i foråret tabt 2,5 millioner kroner i omsætning i forhold til 2019, fordi bandet ikke har kunnet spille deres forårskoncerter på grund af corona-restriktionerne. Det oplyser selskabets direktør, Klaus Kjellerup, der også er kapelmester og sangskriver i Danser med Drenge.
Bandet er ikke de eneste i musikbranchen, der lider under coronanedlukningen. Også mange andre steder – hos både produktionsfolk, kunstnere og spillesteder – beretter man om økonomisk nedgang og usikre fremtider. Ifølge Klaus Kjellerup vil alle branchens økonomiske problemer løses, hvis regeringen fjernede corona-reglerne for afholdelse af koncerter.
LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Livemusikkens genstart – fra krise til udvikling?
– Jeg synes, at det er fuldstændig urimeligt, at der fortsat er strenge krav til koncertbranchen, mens man kan se, at flere tusinde mennesker gerne må samle sig til fodboldkampe, demonstrationer og lignende. Jeg synes også, at det er at nedgøre folk, at man antager dem for at være så dumme, at de ikke selv kan finde ud at holde sig fra en større forsamling, hvis de er nervøse for at blive smittede dér. Naturligvis kan de finde ud af det. Og syge mennesker går jo ikke til koncert. Det gjorde de heller ikke før corona, siger han.
Spillesteder taber penge
I øjeblikket er det kun tilladt for spillesteder at afholde koncerter med siddende publikum, men corona-restriktionerne betyder, at spillestederne taber penge på at gøre det. Af de store koncertarrangører er det maksimale antal på 500 tilskuere blevet kritiseret, mens det fra mindre spillesteder også kritiseres, at de højst må lukke én tilskuer ind pr. 2 kvadratmeter, som spillestedet har til rådighed.
Det betyder, at de kun må sælge et antal billetter svarende til en brøkdel af deres max-kapacitet, hvilket gør det umuligt for spillestederne at gennemføre en koncert med overskud.
– Næsten hele verden er grebet af den her frygt for smitte, hvilket er besynderligt, idet kun et lille mindretal overhovedet mærker, at de har været smittede. Men epidemien er tydeligvis stilnet af nu. Der er 21 danskere indlagt for tiden, og det er kun en lille brøkdel af de syge, der dør. Jeg kunne forstå restriktionerne, dengang epidemien stod på sit højeste i marts, hvor vi ikke vidste meget om virusset, men nu er epidemien klinget ud i Europa, og vi ved, at corona er ufarlig for det store flertal og kun farlig for en bestemt lille gruppe mennesker, siger han.
LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Musikbranchen bløder – men hvad skal der egentligt ske? Jeg har et forslag!
Eksperterne siger, at epidemien ikke er overstået, og de sidste par uger har vi set en stigning i antallet af smittede. Derfor kan man vel ikke sige, at den er stilnet af?
– Epidemien er tydeligvis slut nu, men der kan jo sagtens komme nye smittetilfælde – man kan jo også smittes med influenza eller andre virussygdomme, selv om der ikke er en epidemi i gang. Men hvis epidemien kommer igen næste år eller til vinter, så kan man jo reagere på den på det tidspunkt. Musikbranchen behøver vel ikke som den eneste branche lade som om, vi stadig er i marts eller april, hvor epidemien stod på sit absolut højeste. Jeg tror ikke en tøddel på, at man vil overvælde sundhedsvæsenet ved at holde koncerter og slet ikke udendørs. Det er jo ikke sket, efter at man tillod folk at forsamles igen, og sådan har det også været i resten af Europa, siger han.
Branchen kan redde sig selv
Bandmedlemmerne i Danser med Drenge har modtaget 23.000 kroner i lønkompensation pr. måned for april, maj og juni, fortæller Klaus Kjellerup. Men det dækker kun cirka 25 procent af det, de plejer at tjene i perioden, som de skulle have levet af resten af året. Derudover går bandets indtægter også til deres leverandører og crew, som nu står uden indtjening og risikerer at “dø ud,” siger Klaus Kjellerup.
Han fortæller, at hans opråb ikke drejer sig om at bede om flere penge fra regeringen. Af samme årsag har han ikke søgt om kompensation til Glad Grammofon.
Håbet er, at reglerne vil blive lavet om.
– Vi er ikke interesserede i at bede om penge. Vi er interesserede i, at reglerne bliver fjernet, så vi igen kan spille koncerter for vores skønne publikum og tjene vores egne penge, som vi plejer. Fjerner man reglerne, vil koncertbranchen helt automatisk redde sig selv, siger han.
LÆS OGSÅ: Radikale og Venstre: Spillestederne skal kende deres fremtidsudsigter