Nyhed

Bas-legenden Marcus Miller giver danske koncerter

GAFFA.dk – alt om musik

Stjernebassisten kan opleves i Danmark til efteråret

Den amerikanske stjernebassist Marcus Miller kommer til Danmark og giver koncert i Odense, København og Aarhus i november 2021.

Marcus Miller er både sanger og mulitinstrumentalist, men først og fremmest bassist og er kendt som solist såvel som sessionmusiker. Han har medvirket på mere end 500 numre, blandt andet med jazz-, funk- og soul-superstjerner som Miles Davis, Aretha Franklin, Michael Jackson, Herbie Hancock og mange flere.


Nogle af de mest kendte sange, han har medvirket på, er Bill Withers' "Just the Two of Us" og Luther Vandross' "Never Too Much". Det var dog især i 80'erne og 90'erne, at Miller spillede med andre, mens han siden primært har haft fokus på sine egne plader og turnéer.

Miller har selv udgivet 13 studiealbum begyndende med Suddenly i 1983. Hans seneste soloudspil er Laid Back fra 2018, et udspil, der trækker på både r&b, trap, funk, hiphop og jazz, og han har gennem årene modtaget to Grammyer.

Tilbage i 2007 anmeldte GAFFA Marcus Miller i Amager Bio med følgende konklusion: "Hvis man endnu ikke har set Miller live, skal man unde sig selv denne oplevelse for livet."


LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Slap-bass-ekvilibristen Marcus Miller bombarderede Amager Bio

Marcus Miller og hans band kan opleves følgende steder:

2. november: Posten, Odense


3. november: Koncertsalen, DR Koncerthuset

5. november: Musikhuset, Aarhus

Billetsalget begynder 17. december klokken 10 via allthingslive.dk


Varm op med en funky liveoptagelse fra 2013:

ANNONCE