GAFFA.dk – alt om musik
Der er i dagens julekalender sej bluesrock bag lågen i form af Thorbjørn Risager & The Black Tornado. Risager udgav sit første album tilbage i 2004, og bandet er vant til at turnere både ind- og udland tyndt, når der ikke lige er corona-nedlukning. Deres seneste album er det anmelderroste Come on In fra januar 2020.
LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Gribende nyt med solide rødder
Nedenfor kan du se et nummer fra deres koncert på Atlas i Aarhus den 26. november, og ovenfor kan du se hele deres optræden.
Siden den 25. oktober i år har Spot Festival sammen med blandt andre GAFFA præsenteret en lang række artister under navnet SPOT Nights. Det er blevet til en masse flotte koncertoptagelser, som vi i løbet af december vil præsentere for jer læsere, som et lille lys i decembermørket.
Initiativet startede som en håndsrækning til de acts, som Spot Festival havde lavet en aftale med til den planlagte festival i maj 2020, der grundet coronapandemien blev aflyst. I stedet er det blevet til 26 showcase-koncerter i intime rammer, hvor omkring 40 publikummer kunne opleve de optrædende live.
SPOT Nights er arrangeret i samarbejde med MXD, ROSA, Promus, HiFi Klubben, GAFFA samt spillestederne VoxHall og Atlas, og bliver til med støtte fra Tuborgfondet og Statens Kunstfond.