Nyhed

VIDEO: Se Lana Del Rey tryllebinde hos Jimmy Fallon

GAFFA.dk – alt om musik

Første amerikanske tv-optræden i ni år

Lana Del Rey har netop optrådt i det amerikanske talkshow The Tonight Show hos vært Jimmy Fallon. Del Rey var dog ikke inde i selve tv-studiet, men medvirkede i et præ-indspillet indslag fra en bar, hvor hun sammen med band og kor fremførte sin seneste single, "Let Me Love You Like a Woman", en klaverbåren ballade i bedste Del Rey-stil. Se og hør hende ovenfor (desværre er vokalen en lillebitte smule ude af sync).

Sangen er første single fra Del Reys kommende syvende album, Chemtrails over the Country Club, som egentlig skulle have været udsendt i september, men er udskudt til marts 2021 grundet forsinkelser i produktionen forårsaget af corona-pandemien.


Det var, selvom det måske lyder mærkeligt, første gang i hele ni år, at Lana Del Rey optrådte på amerikansk tv. Hun har ikke gjort det siden 2010, hvor hun udgav sit debutalbum Lana Del Ray A.K.A. Lizzy Grant (bemærk stavemåden). Et album, der ikke blev et hit modsat den opfølgende single fra 2011, "Video Games", som førte til Del Reys store gennembrud sammen med albummet, sangen stammer fra, Born to Die fra 2012.

Chemtrails Over the Country Club er opfølgeren til 2019's Norman Fucking Rockwell, som GAFFAs anmelder var særdeles godt tilfreds med.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Lana Del Rey er stærkt tilbage på triumferende sekser


ANNONCE