GAFFA.dk – alt om musik
Jazzduoen spiller i DR Koncertsalen 11. juli
Den anmelderroste jazzduo Bremer/McCoy har for alvor fået gang i karrieren. Deres seneste album, sidste efterårs særdeles anmelderroste Utopia er udgivet internationalt på David Byrnes selskab Luaka Bop, og bandet har lige været på turné til både England, Holland, Norge, Sverige og Danmark, hvor samtlige danske koncerter var udsolgt. Lørdag den 11. juli giver de deres hidtil største danske koncert, når de indtager DR Koncerthusets koncertsal med plads til 1600 personer som et af hovednavnene på Copenhagen Jazz Festival 2020.
Bassist Jonathan Bremer og tangentspiller Morten McCoy har kendt hinanden det meste af livet og spillet sammen siden 2012. Deres melodiske og meditative, selverklærede "dub jazz” fokuserer på det ordløse og telepatiske samspil. Det er håndspillet, indspillet analogt og med masser af improviserede elementer.
De to musikere har begge været nomineret til kritikerprisen Steppeulven for blandt andet "Årets Musiker" og "Årets Komponist", og Jonathan Bremer vandt i januar netop en Steppeulv som "Årets musiker". Desuden har de leveret store bidrag som instrumentalister og arrangører på album fra Peter Sommer, Hans Philip, Raske Penge, Halvcirkel med flere.
– Vi ved godt, det er en meget anderledes måde at gøre tingene på – især i den her tid, hvor alt går hurtigt, og det meste er digitalt. Da vi lavede den første plade, tænkte jeg, at det var virkelig nicheagtigt: Instrumentalt, kun to instrumenter og meget mellow. Men det blev temmelig hurtigt tydeligt, at hvad vi troede var smalt, appellerede meget bredt. Det viste sig, at det var noget, mange mennesker længtes efter. Folk har i stigende grad brug for det langsomme og rolige i denne støjende tid, udtalte Jonathan Bremer til GAFFA, da vi talte med duoen sidste efterår.
GAFFAs anmelder var begejstret for albummet Utopia, som han tildelte de maksimale seks stjerner.
LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Et sindssygt dragende drømmeland
Jonathan Bremer (født 1991) er en prisvindende kontrabassist, komponist, producer og driver pladeselskabet Unity Rec. Han har blandt andet optrådt med Palle Mikkelborg, Mike Sheridan, Raske Penge, David Sanborn, Niels Lan Doky og som en del af Montmartres husorkester. Han vandt prisen som Årets Musiker ved Steppeulven 2020.
Morten McCoy (født 1992) er pianist, komponist, koncertarrangør og dj. Han startede sin musikalske rejse med at grave dybt ned i den jamaicanske musikkultur. Siden har han beskæftiget sig med både øst- og vestafrikansk musik såvel som moderne vestlige lyde. Han kuraterer desuden Livity Music, et underselskab på Raske Penges pladeselskab Raske Plader.
Copenhagen Jazz Festival 2020 finder sted den 3.-12. juli. Programmet offentliggøres løbende på www.jazz.dk
Varm op med åbningsnummeret "Åben bog" fra albummet Utopia: