Nyhed

Femstjernede Mythic Sunship holder minifestival denne weekend

GAFFA.dk – alt om musik

Oplev alt fra progressiv jazz og moderne klassisk musik til eksperimenterende rock, elektronisk musik, avant-calypso og drejelire

Det danske band Mythic Sunship blander tung spacerock, psykedelisk jazz, progressiv rock og lange jams og fik hele fem stjerner af GAFFA for deres femte album, 2018's Another Shape of Psychedelic Music. Denne weekend står de bag en to-dages minifestival på det københavnske spillested Alice, hvor de selv og en række andre eksperimenterende kunstnere fra ind- og udland spiller under titlen Inspiration/Exploration.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Overbevisende, stærkt og støjende


Mythic Sunship har lagt vægt på et program med stor diversitet med kunstnere og genrer, som de selv er inspireret af. Her kan du opleve alt fra progressiv jazz og moderne klassisk musik til eksperimenterende rock, elektronisk musik, avant-calypso og drejelire, og også gruppen selv.

Fredag den 28. februar kan man opleve KPTTM, Josefine Opsahl, France og Mythic Sunship.

Lørdag den 29. februar kan man opleve Yuri, Muriel Grossmann Quintet, Narcosatanicos og Mythic Sunship with special guests.


Her er lidt mere om de enkelte kunstnere, med spillestedet Alices egne ord:

KPTTM

"En duo, der med deres blanding af rå improvisation og tranceskabende dansemusik er svær at sætte i bås. (...) Duoen består af guitarist Kristian Poulsen (Spost, Easy Rider m.fl.) og trommeslager Toke Tietze Mortensen (yoyooyoy, ToTo)." 


Josefine Opsahl

"Josefine Opsahl kommer fra den klassiske musik, men bruger elektroniske elementer til at kombinere stemninger og udtryk fra sin baggrund med moderne ambient. (...) Opsahl er kendt fra bl.a. projekter som We Like We og KOTTOS, men er også en stærk oplevelse som solist." 

France


"Dronet drejelire møder hypnotisk krautrock og smadret ekstase. Forestil dig Velvet Underground til middelalder-marked, og du har en eller anden skæv idé om, hvordan denne vilde franske trio lyder. Gæster på Festival of Endless Gratitude i 2018 kan tale med om, at dette er et live-band ud over det sædvanlige."

Yuri

"Ved første indtryk kan hendes musik kategoriseres som en slags industriel new age, men den pumpende trance ulmer under overfladen, og magien opstår netop i dette krydsfelt mellem to på papiret modsætningsfyldte musikalske retninger." 


Narcosatanicos

"Et band der bryder formen for, hvordan rockmusik kan spilles og lyde. Med to trommeslagere og saxofonist udfordrer de det gængse rock-format og trækker musikken i retning af både jazz, støjrock og metal." GAFFAs anmelder tildelte deres andet og hidtil seneste album, Body Cults fra 2016, hele fem stjerner.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Diabolsk ofring af musikkens regelsæt


Muriel Grossmann Quintet

"Mythic Sunship står i dyb gæld til den spirituelle jazz. Ikke mindst John Coltrane og Sun Ra. Det giver derfor også god mening, at de har inviteret den østrigske saxofonist Muriel Grossmann, som på fremragende vis bygger videre på arven fra nogle af den spirituelle jazz’ store navne. Ikke mindst netop Coltrane og Ornette Coleman er klare pejlemærker. På det nyligt udsendte album, “Reverence”, dykker Grossmann ned i jazzens dybe afrikanske rødder, samtidig med at hun fører rødderne ind i et moderne univers. Grossmann optræder på Alice med sin faste Muriel Grossmann Quintet."

Billetsalget er i fuld gang via Billetto.


Varm op med Mythic Sunships "Olympia" fra deres netop udsendte livealbum Changing Shapes:

ANNONCE