Nyhed

Produceren og dj'en Andrew Weatherall er død

GAFFA.dk – alt om musik

Blev kun 56 år gammel

Den engelske musiker, dj, producer og remixer Andrew Weatherall er død af en blodprop i lungerne, skriver NME. Weatherall blev 56 år gammel.

Andrew Weatherall var især kendt for at producere Primal Screams nyskabende og meget roste album Screamadelica fra 1991 – et udspil, der blandede indierock med house og dub – og for navne som One Dove, Beth Orton, Fuck Buttons og The Twilight Sad. Han har desuden remixet for kunstnere som Happy Mondays, New Order, Björk og mange flere, var i begyndelsen af 90'erne medlem af gruppen Sabres of Paradise og udgav også flere plader i eget navn med elektronisk musik, senest Qualia fra 2017.


Weatherall indledte karrieren i 1980'erne som både dj, musikjournalist og medgrundlægger af først magasinet, dernæst pladeselskabet Boy's Own, og hans karriere som dj og producer tog for alvor fart i slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne.

Hans management skriver i en pressemeddelelse: "Vi er meget kede af at fortælle, at Andrew Weatherall, den anerkendte dj og musiker sov stille ind i morges, mandag den 17. februar 2020, på Whipps Cross Hospital, London. Dødsårsagen var en blodprop i lungerne. Han blev behandlet på hospitalet, men uheldigvis havde blodproppen ramt hans hjerte. Hans død var hurtig og fredelig."

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Rent jakkesæt, beskidte hits


Se musikvideoen til Primal Screams Andrew Weatherall-producerede "Loaded":

ANNONCE