GAFFA.dk – alt om musik
Den nigerianske hitmager kan opleves i Tap1 til februar
Den 11. februar kan du opleve den nigerianske sanger og sangskriver Damini Ogulu, bedre kendt som Burna Boy, når han for første gang gæster Danmark og spiller koncert i Tap1 i København.
Burna Boy betragtes som en af de mest talentfulde kunstnere i disse år på den nigerianske musikscene, og han er blevet sammenlignet med landsmanden, musiklegenden Fela Kuti.
Den 28-årige nigerianer har arbejdet med internationale kunstnere som Ed Sheeran, WizKid, Stormzy, Jorja Smith og Major Lazer. Selv står han bag hits som ”On the Low” (hvis video i skrivende stund har næsten 90 millioner visninger på YouTube), ”Gbona” og ”Ye” – sange som formodentlig vil blive spillet til koncerten i Tap1.
LÆS OGSÅ: Stormzy giver dansk kæmpekoncert
Afro-pop-sangeren har vundet en række priser i årenes løb, blandt andet en BET Award 2019 som "Best International Act" og en MTV Europe Music Award 2019 som "Best African Act". Hans seneste album, African Giant, er nomineret til en Grammy i kategorien "Best World Music Album", og prisen uddeles 26. januar. Han er også nomineret til en Brit Award som "International Male Solo Artist", og den pris uddeles 18. februar.
Burna Boy kan opleves i Tap1 i København den 11. februar 2020.
Varm op med hittet "On the Low":