Nyhed

Jysk festival får millionstøtte af fond

GAFFA.dk – alt om musik

Alive Festival modtager 1,5 millioner af Nordea-fonden

Den Thisted-baserede festival Alive Festival skulle have fundet sted i den kommende weekend, men den er desværre aflyst som alle sommerens øvrige festivaler grundet forbuddet mod forsamlinger på flere end 500 personer til og med 31. august.

Til gengæld kan festivalen glæde sig over, at den nu har modtaget 1,5 millioner i støtte fra Nordea-fonden til udvikling over de næste tre år.


“Vi er enormt glade for støtten fra Nordea-fonden. Den giver os mulighed for at udvikle festivalen både i størrelse og kvalitet, så vi kan sikre organisationens bæredygtighed på lang sigt. Vores ambition er at skabe en festival for nye opdagelser, som er unik for Danmark og Norden for den sags skyld. Vi vil sprænge rammerne for, hvad en festival kan – både ved at tænke i nyt indhold og ved at gøre det på vores måde, båret af en stor mængde frivillighed, idérigdom og kærlighed til Thy,” siger Mille Møller Nielsen, forperson i Alive Festivals bestyrelse i en pressemeddelelse.

Alive Festival skiller sig blandt andet ud ved sine mange udflugter, og den del vil festivalen gerne forstærke i de kommende år.

“Vi vil gerne skabe oplevelser for vores gæster, der på en og samme tid viser de bedste sider af naturen og lokalmiljøet i Thy og samtidig er af høj kulturel kvalitet. Vi vil gerne inspirere, flytte grænser og skabe nye fællesskaber gennem kultur,” siger Mille Møller Nielsen og tilføjer, at festivalen også arbejder på at få mere kunst ind på festivalen og i udflugterne, ligesom man gerne vil have et endnu mere alsidigt musikprogram.


LÆS OGSÅ: ”Alive. Du ved, den der vildt fede festival helt derude i Thy.”

Direktør i Nordea-fonden, Henrik Lehmann Andersen, begrunder, hvorfor fonden har valgt at støtte Alive Festival:

”Alive Festival har markeret sig som en stærk, lokal festival og ditto fortælling om unges engagement, identitet og lokale tilknytning til Thy. Med støtten kan ildsjælene bag nu styrke sine kunstneriske ambitioner og forstærke festivalens folkelige fællesskab,” siger Henrik Lehmann Andersen i en pressemeddelelse.


Nordea-fonden støtter med egne ord "projekter, som fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur." 

Selvom Alive Festival er aflyst i år, kommer thyboerne ikke til at savne livemusik denne weekend. Folkene bag festivalen har nemlig arrangeret en stribe koncerter i dagene, hvor festivalen skulle have fundet sted.

Dels spiller de lokalforankrede bands Jonah Blacksmith Trio (udsolgt) og Ganger sid-ned-koncerter for 350 personer på festivalpladsen i Thisted henholdsvis 31. juli og 1. august. Læs mere om Ganger-koncerten med opvarmning af Angående Mig og Oskar Krusell her.


Dels har festivalen arrangeret en Limfjordssejlads i aften, den 29. juli med intimkoncert med Nicolai Noa og middag med grillstegt krondyr. Læs mere her.

Derudover afholder festivalen i disse dage en slags konference med mere end 70 frivillige, hvor festivalens udvikling bliver diskuteret.

Endelig har Alive Festival netop igangsat billetsalget til næste års festival, der begynder om præcis et år, altså 29. juli 2021. Læs mere her.


Blandt andre Blaue Blume, Efterklang og Jada skulle have spillet på årets Alive Festival. 

 

ANNONCE