GAFFA.dk - alt om musik
Den 19. juni udkommer ”Premonition”, som agerer førstesinglen til et album, der står klar i november.
Frontmand i D-A-D, Jesper Binzer, er klar med en god fredagsnyhed til de mange rockelskere i landet. Binzer har nemlig sit andet soloalbum i støbeskeen, og allerede på næste fredag kan du få en forsmag, når ”Premonition” rammer gaden.
Binzer udgav i 2017 sit første soloalbum, Dying Is Easy, og sidste år udkom han så med A Prayer for the Loud sammen med bandet. Forårets omstændigheder betød, at den 54-årige rockmusiker havde overskud og tid til at lege med sine egne idéer, hvilket har givet plads til opfølgeren til Dying Is Easy. Til november står han nemlig klar til at præsentere sit andet studiealbum.
LÆS OGSÅ: ANMELDELSE AF DYING IS EASY: D-A-D-sanger holder forlystelsesparken åben
Det kommende album er skabt i samarbejde med producer Søren Andersen, som også var med inde over Dying Is Easy. Første single på det kommende album, "Premonition", kredser om mennesket med dets irrationelle blik på verden.
– Det sjoveste ved menneskedyret er, at vi altid tror, vi kan se lidt ind i fremtiden, men gang på gang, når vi ser skibskatastrofer i horisonten, sker der aldrig andet end det helt almindeligt forventede. Og når vi endelig slapper af og læner os tilbage i nuet, ramler det lige pludselig ned omkring os, fortæller Binzer og uddyber:
– ”Premonition” er en sang om den lille grundangst, der lurer under smilets overflade, og hvis man venter længe nok, kan man altid få lov at sige: ”se, hvad jeg sagde!”
Binzer forventer at indtage de danske spillesteder kort tid efter albummets udgivelse – en disciplin, som sangeren og guitaristen efter snart fire årtier med D-A-D er yderst erfaren i, og som han da også fik roser for, da han turnerede rundt med Dying Is Easy.
LÆS OGSÅ: Ude-mær-ket Jesper!
Jesper Binzer er nærmest indbegrebet af dansk rock, hvor han siden 1982 har været en del af D-A-D. Sammen har de udgivet 12 album og haft stor succes i både ind- og udland.