GAFFA.dk – alt om musik
"Vi har savnet vores gæster"
Den 22. maj blev det atter lovligt at afholde siddende koncerter med op til 500 personer, hvis blot en række sikkerhedsforskrifter bliver overholdt, og nu kan Musikkens Hus i Aalborg så, efter næsten tre måneders stilhed, annoncere sine to første koncerter efter coronanedlukningen. Det bliver henholdsvis 25. og 26. juni, hvor tre danske topnavne hver aften vil indtage scenen i husets største sal, Koncertsalen.
Den 25. juni kan man opleve Pernille Rosendahl, Søren Huss og Hush i Musikkens Hus, når de sammen træder op på scenen. Dagen efter, altså den 26. juni, følger Kwamie Liv, Nicklas Sahl og Alex Vargas op med endnu en triplekoncert.
Ved hver af de to koncerter spiller kunstnerne både egne numre og laver gæsteoptrædener til hinandens sange.
– Det er med stor glæde, at vi nu endelig kan slå dørene op og samle nordjyderne om en fælles kærlighed til musikken og kulturen, som i den grad har fungeret som et samlingspunkt gennem denne periode. Vi har savnet vores gæster, og vi vil naturligvis gøre alt, hvad vi kan, for at give publikum en god og tryg oplevelse, og derfor følger vi alle myndighedernes retningslinjer, lyder det fra administrerende direktør i Musikkens Hus, Lasse Rich Henningsen i en pressemeddelelse.
Til begge koncerter bliver der plads til 400 siddende gæster i Koncertsalen, som normalt har plads til 1.300 publikummer, og der vil i billetsalget være reserveret et tomt sæde mellem alle gæster. Har man i forvejen tæt kontakt til hinanden, er det muligt at rykke tættere sammen, så længe gældende retningslinjer og anvisninger følges.
Derudover må der maksimalt være 20 personer ved toiletområdet ad gangen, og garderoben vil være lukket. Der vil desuden blive stillet en gratis vand ved hvert sæde, da baren også er lukket til koncerterne den 25. og 26. juni.
Billetsalget starter onsdag den 10. juni kl. 10.00 på www.musikkenshus.dk.
Musikkens Hus holder foreløbigt kun åbnet i forbindelse med arrangementer, og det vil således fortsat ikke være muligt at købe billetter på billetkontoret, booke rundvisninger eller lignende.
LÆS OGSÅ: Steen Jørgensen giver sommerens første store rockkoncert